Resultatet af den anden
Balkan krig, forudbestemt Bulgariens deltagelse i første
verdenskrig der brød ud i 1914. Under de første år af denne
krig, bevarede Bulgarien sin neutralitet, mens de forsøgte
at beslutte sig til hvilken side der ville kunne hjælpe dem
med at genvinde de tabte områder. Serbien, Rumænien og
Grækenland forhindrede britiske, franske og russiske
diplomater i at finde en læsning som Bulgarien ville
acceptere.
I den sidste ende
risikerede de dog at skulle stå over for den fare at den
effektive bulgarske hær sluttede sig til centralmagterne,
Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet, som på det tidspunkt var
sejrrige. Men disse tilbød ikke Bulgarien andet end nogen
små områder i den tyrkiske del af Thrakien, og deres
uvillighed til at assistere Bulgarien med at løse de
territoriale problemer når krigen var slut, fik bulgarerne
til at være meget skeptiske overfor dem. Men så blev
centralmagterne mere gavmilde, nu lovede de at hvis
Bulgarien ville deltage på deres side i krigen, ville
bulgarerne få alle de bulgarsk beboede områder tilbage, de
fik endda tilbudt områder de aldrig havde bedt om.
Under de omstændigheder,
ville man forvente at de kloge politiske hoveder i
Bulgarien, ville foretage en nøgtern analyse af de to
parters chancer for at vinde krigen. Selv et kort kig på den
verdenspolitiske situation, råvaresituationen, de økonomiske
og menneskelige potentialer viste klart at Østrig-Ungarn,
Tyskland og Tyrkiet ikke havde nogen strategiske eller
retfærdige grunde til at tro at de kunne vinde en krig over
de store vestlige demokratier, inklusive Rusland og Japan,
som faktisk havde resten af verdenen på deres side.
Men monarken og de
regerende cirkler bukkede under for følelser og glemte at
lave en objektiv analyse af situationen og tilsluttede sig
centralmagterne og i august 1915 angreb de Serbien. Den
serbiske hær blev bogstaveligt talt mejet ned på
nogel så dage. Bulgarerne
fortsatte marchen til Thessaloniki, og fejede de engelske og
franske tropper, der var kommet for at hjælpe Serbien, væk
på deres vej. Thessalonikis skæbne syntes bestemt. Men
tyskerne havde ikke haft travlt med at lukke fronten på
Balkan, for det afholdt store fjendtlige troppe
koncentrationer fra at slås mod dem på
vestfronten. Den bulgarske hærs
fremrykken blev stoppet af tyskerne under påskud af
at de ville forsvare grækernes neutralitet. En neutralitet
de selv havde brudt tidligere. Frontlinie kom til at strække
sig fra Albanien til Aegian
Trace. Og her kæmpede bulgarerne en tre år lang
skyttegravskrig mod de bedre udrustede franske og engelske
tropper, der fra 1917 fik hjælp fra den græske hær.
I efteråret 1916 gik
Rumænien ind i krigen på den vesteuropæiske side. Den
bulgarske militærkommando kunne kun sætte den ene af deres
armeer ind mod Rumænien, nemlig den berømte tredje arme.
Soldaterne og officererne, opfattede denne kamp som en strid
om befrielsen af deres landsmænd i
Dobrudja, den del af Bulgarien de havde måttet
aflevere kun tre år tidligere. Den tredje arme kæmpede
fremragende, de nedkæmpede både den rumænske hær og
adskillige russiske divisioner på nogle få måneder. I
begyndelsen af december, invaderede flere divisioner fra den
tredje arme Bukarest, den rumænske hovedstad, sammen med
adskillige tyske enheder. Mod nordøst åbnede de en ny front
mod russerne ved floden Seret.
Tyskland og Østrig-Ungarns
ressourcer blev langsomt drænet. Industrien i Bulgarien var
stort set stoppet på grund af mangel på råvarer og energi.
Landbruget havde mistet deres trækdyr som hæren havde
rekvireret, og der var ingen mænd til at udføre det grove
arbejde på gårdene. Bulgarien mobiliserede 900.000 mænd, den
højeste procentdel af den tilgængelig
mandlige befolkning af alle landene involveret i første
verdenskrig. Fødevareproduktionen faldt drastisk og
hungersnøden indfandt sig. Den uacceptable knaphed og
korruption i de regerende cirkler blev skyld i en massiv
utilfredshed både hjemme og ved fronten. Befolkningen var
presset. Den socialistisk
revolution i Rusland og de bolsjeviske ideer vandt genklang
blandt de bulgarske arbejder og landmænd. Den kriseramte
befolkning var klar til en kraftfuld revolution.
Eksplosionen fandt sted i
september 1918. De vestlige stater startede to voldsomme
angreb på Thessaloniki fronten, ved
Doiran og Dobro
Pole. Deres intention var at
lade de to fremrykkende hære bryde igennem Bulgariens
frontlinie og ved en knibtangsmanøvre omrige hele den
bulgarske hær. Det lykkedes dem at bryde igennem ved
Dobro Pole.
Men ved Doiran kæmpede den
bulgarske hær indædt og overvandt fuldstændig de britiske og
græske troppe. Den bulgarske kommandør gav sine mænd besked
på at avancere mod Thessaloniki.
Men samtidigt gjorde de
bulgarske tropper i Makedonien oprør og nægtede at tage imod
ordrer fra overkommandoen. De marcherede mod Sofia for at
gøre regnskabet op med konge og regering. D. 25. september
indtog de ukontrollable soldater hærens hovedkvarter
Radomir og begyndte at forberede
sig på et angreb på Sofia.
Den skræmte monark og den
paniske regering løslod deres politiske modstandere fra
bondepartiet, Alexander Stamboliski
og Raiko
Daskalov fra fængslet og sendte dem til oprørernes
lejr, i håbet om at deres popularitet ville få masserne til
at falde til ro. Men Stamboliski
og Daskalov havde andre planer.
De foreslog at socialisterne og bondepartiet skulle
samarbejde. Men socialisterne sagde nej tak.
Bondepartiets ledere
udviste stor beslutsomhed. D. 27. september 1918 stod de i
front for oprørerne, erklærede Bulgarien for en republik og
satte monarken fra magten. D. 29. september marcherede
myteristerne mod Sofia. Trætte som de var og dårligt
organiserede, lykkedes det ikke for dem at bryde igennem
Sofias forsvar, der bestod af
regeringstro tropper og enkelte tyske divisioner.
Oprøret
blev
undertrykt d. 2.
oktober.
I mellemtiden søgte
regeringen at opnå våbenhvile med
vestmagterne. D. 29.
September trådte en våbenhvile I kraft ved Thessaloniki.
Vilkårerne dikterede at
bulgarerne trak sig ud af byen tilbage til deres
førkrigspositioner.
Dette var den anden
nationale katastrofe siden 1913, og under Kong Ferdinand
(1912-1918). Og det var nok til at få den formastelige til
at abdicere og forlade landet for altid d. 3. oktober 1918.
Hans søn Boris III, besteg tronen. Bulgarien så det
katastrofale udbytte af krigen, sort på hvidt, da
fredstraktaten blev underskrevet i
Neuille, en forstad til Paris, i november 1919.
Landet led yderligere territoriale tab til fordel for
naboerne. Tabet af det frugtbare agæer
Trakien og
aagang til Agæerhavet var
den største bet. Derudover kom Bulgarien til at hænge på
enorme krigsskadeerstatninger, udgifter der var enorme selv
for større og mere økonomisk veludviklede vest europæiske
lande. Bulgarien skulle også hjemsende hæren og måtte kun
have 30.000 våbenføre mænd. De skulle også overlade deres
energikilder og de bedste trækdyr til vinderne. Slået,
ydmyget og bebyrdet med en næsten bundløs gæld, var
Bulgarien bragt ned på det laveste efter befrielsen fra
tyrkerne.
Læs videre her - om efterkrigskrisen
