Overbeviste om at en fredelig
eller diplomatisk løsning, for den del af befolkningen der
fortsat var under tyrkisk besættelse, var umulig, samt at en
intern opstand var dømt til at mislykkes, besluttede de
regerende cirkler i Sofia i begyndelsen af det 20.
århundrede at føre en mere militært baseret kurs. På det
tidspunkt havde Bulgarien opbygget en af Europas stærkeste hære. Den var
veludrustet, veldisciplineret og forberedt gennem
århundreders traditioner på kampen for befrielsen af de
bulgarere, der stadig var under tyrkernes herredømme. Der var
dog en enkelt detalje der afholdt den bulgarske regering fra
at erklære Tyrkiet krig. Denne detalje var ikke uvæsentlig
idet der på det tidspunkt var 4,5 mio.
bulgarere imod det næsten seks gange større Tyrkiet med over
25 mio. indbyggere.
Og når vi nu er på en
hjemmeside om Chepelare så bør det nævnes at på dette
tidspunkt gik grænsen mellem Tyrkiet og Bulgarien ved
Chelepare. Det betød at tusindvis af får ikke kunne komme
ned til deres vintergræsgange og det tvang befolkningen til
at finde andre måder at ernære sig på, såsom skovbrug.
De bulgarske diplomater havde
arbejdet hårdt på at finde militære og politiske allierede,
til denne deres land så uundgåelige konfrontation med det
osmanniske imperium. En intern
krise i Tyrkiet i 1908 hvor de unge tyrkere fik magten, fik
Bulgarien til at skynde sig. De drog fordel af sultanens
afsættelse, Bulgarien erklærede deres fulde uafhængighed og
udråbte Bulgarien som kongerige. Pris Ferdinand d. 1. blev
kronet som konge. Indtil da havde Bulgarien formelt været et
fyrstendømme under Tyrkisk suzerænitet.
Ved århundredskiftet
stiftede Balkans kristne stater en alliance som Bulgarien
tilsluttede sig. Bulgarien var udmærket klar over at de ikke
havde en chance alene mod Tyrkerne. Der lå mange trættende
problemer foran dem. Rusland ville ikke i krig mod Tyrkiet
og insisterede på at alliancen var rettet mod Østrig-Ungarn.
Bulgarerne forlangte øjeblikkelige fjendtligheder mod
besættelsesmagten Tyrkiet. Ved siden af det havde Bulgarien
uoverensstemmelser med to af de allierede, Grækenland og
Serbien omkring delingen af Makedonien og
Trakien. Alle tre stater
fordrede de samme områder. På det tidspunkt begik de
bulgarske diplomater en utilgivelig brøler. De indgik i
alliancen uden forudgående og klare aftaler omkring delingen
af de kontroversielle områder. De kvajede sig igen ved at
aftale at alle bulgarske hærenheder
skulle flyttes til det umiddelbare opland til den tyrkiske
hovedstad. (Det var sandsynligt at tyrkerne ville
koncentrere deres hære her.) Samtidigt blev det
overladt til grækerne og serberne at besætte
de
ovennævnte områder i Makedonien
og Trakien.
Krigen blev erklæret i
oktober 1912. Den bulgarske hær udførte udvidede frontale
angreb på den tyrkiske hovedstad. På bare nogle få uger
lykkedes det de bulgarske soldater, opildnede som de var ved
tanken om at befri deres landsmænd, at besejre den over en
halv mio. mand stærke tyrkiske hær ved episke slag ved
Lozengrad,
Luleburgaz, Petra og Seliolu.
Fortet ved Edirne blev belejret
og frontlinien på den bulgarske hær nåede så langt som til
Chataldja, det sidste af de
forstærkede forsvarsværker i den tyrkiske hovedstad. På det
tidspunkt slog lette bulgarske tropper tyrkiske afdelinger i
Rodope bjergene og
Trakien, mens andre entrerede og
befriede det østlige Makedonien.
De serbiske og græske
tropper stod over for en tyrkisk hær på omkring 130.000
mand, og de havde ikke de store problemer med at vinde.
Derefter belejrede de de to
store forter i Yanina og i
Skodra. I midten af december bad
tyrkerne om nåde. Fredsforhandlinger med deltagelse af alle
stormagterne blev afhold i London med den britiske
udenrigsminister som forhandler. De allierede insisterede på
at tyrkerne skulle forlade alle landområder i Europa med
undtagelse af det umiidelbare
bagland til Istanbul og stræderne der adskiller Europa og
Asien. Men tyrkerne var uforsonlige. Fjendtlighederne blev
genoptaget og efter en perfekt planlagt aktion lykkedes det
bulgarerne at erobre fortet Edirne,
som tyrkerne ellers havde forsvaret med en 60.000 mand stærk
enhed. Tyrkerne var dog ikke slået helt endnu. De gik ind i
en modoffensiv på Gallipoli
halvøen, men deres plan fejlede. Nu ønskede den tyrkiske
regering fred og de gik på betingelserne fra London.
Det blev enden på den
første balkan krig. Dens
historiske betydning er ikke helt uanselig, den betød
slutningen på feudalt styrede områder i Europa. For
bulgarerne betød krigen en ende på den nationale befrielse
og den borgerlig-demokratiske
revolution, og den gik over i historien som en
national samlings krig.
Lige
så snart krigen var slut, gik de allierede i gang med
at dele de tilbageerobrede områder imellem sig. Serberne og
grækerne ville hver især beholde det de havde erobret. Mens
bulgarerne havde kæmpet de hårdeste slag mod det meste af
den tyrkiske hær på et rimeligt begrænset geografisk område,
havde både serberne og grækerne haft tid til at erobre
anselige territorier, stort set hele Makedonien – beboet af
bulgarere, næsten uden kampe.
På det tidspunkt udviste
hverken monarken, som nationalforsamlingen havde udnævnt til
hærfører, eller hærstaben nogen
form for skarpsindighed eller modenhed. Hellere end at
forsøge at løse konflikten af diplomatisk vej eller ved at
bede om hjælp fra stormagterne, valgte de en konfronterende
og kompromisløs kurs ved at komme med militære trusler.
Serberne og grækerne greb chancen, de slog sig sammen i en
militæralliance. På det tidspunkt var deres hære faktisk
svagere og mindre effektive end den bulgarske, men de
regnede med god hjælp fra både tyrkerne og rumænerne,
tyrkerne for at få hævn og rumænerne for at opnå
kompensation for tidligere nederlag.
Den anden Balkan krig
startede således d. 16.juni 1913. Den udløsende faktor var
en bevæbnet episode der var ansporet af den bulgarske
monark. Både græske og serbiske tropper angreb herefter den
bulgarske hær. Efter nogle få dage med rod i rækkerne og
delvise tilbagetrækninger, slog bulgarerne serberne ved
Bregalnitsa og grækerne ved
Kresna gorge. Men så trådte både
Rumænien og Tyrkiet ind i krigen. Uden at møde modstand,
fordi den bulgarske hær var optaget andre steder, besatte
Rumænien den nordlige del af Bulgarien mens tyrkerne besatte
den østlige del af Thrakien. Bulgarien var tvunget til at
bede om fred.
En fredstraktat blev
underskrevet i august 1913. Det var en uretfærdig aftale der
blev dikteret bulgarerne. Landet som havde fortrængt de
sidste feudale herskere fra Europa måtte afstå landområder.
Bulgarien fik små områder af Trakien og Makedonien, men
måtte afstå store områder af Dobrudja,
som blev givet til Rumænien. To millioner bulgarere, ca. en
tredjedel af det totale antal, måtte nu igen leve under
fremmed herredømme.
Læs
videre her - om første verdenskrig
