Det endelige slag mod
hunnerne, der stod på markerne ved Chalons sur-Marne betød en opløsning af
samarbejdet mellem hunnerne og bulgarerne, og det førte til nye individuelle
bedrifter på den internationale scene fra bulgarernes side.
I 480 underskrev
byzantinerne deres første aftale med bulgarerne for at sikre sig deres
støtte i mod de indtrængende østgothiske styrker. Den respekt de
bulgarske styrker nød den gang er bedst beskrevet i den entusiastiske
østgotisk poet Enodius. Eposet handler om en østgotisk hersker der blev
lettere såret under kamp mod en bulgarer der beskrives som en supermand.
I 488 blev gotherne
endelig fordrevet fra Balkan halvøen af byzantinerne og bulgarerne i
fællesskab. Men byzantinerne havde stadig det værste til gode. I de otte år
kampagnen mod gotherne tog, havde bulgarerne som byzantinernes allierede
haft fri adgang til de tidligere romerske provinser Moesien, Trakien og
Makedonien og var blevet begejstrede for disse frugtbare områder.
Her startede
Bulgariens æra for alvor. Kun fem år efter at gotherne var blevet fordrevet,
invaderede bulgarske styrker Trakien, drev den byzantinske hær på flugt og
dræbte deres leder, Julian. Byzantinerne forudså meget klogt den nye store
fare og kejser Anastasius I iværksatte straks bygning af forstærkede
befæstninger. Men i år 499 førte et nyt angreb fra bulgarerne til en total
udsletning af den Illyriske hær ved floden Zurta.
I år 502 besejrede og
plyndrede bulgarerne igen Thrakien. Fra 513 og frem blev bulgarernes
voldsomme angreb mod befolkningen på sletterne årligt tilbagevendende, dog
uden at det rigtigt lykkedes dem at få overtaget. Men i 540 begyndte
bulgarerne at anvende en ny krigstaktik, der betød at de nu også kunne
besejre flere af forterne og alene i det nævnte år besejrede de 32 af
befæstningerne og drog af med de overlevende og krigsbyttet.
Det blev åbenlyst at
hvis tingene fortsatte på samme måde, ville de tidligere romerske provinser
Illyricum, Moesien, Thrakien og Makedonien snart være forladte områder og
snart efter være befolket af bulgarerne istedet.
Men der udbrød en
strid mellem to af de mest magtfulde bulgarske stammer, kutrigurerne og
utigurerne. Striden, der blev beskrevet i krøniker fra 562, satte en
midlertidig stopper for bulgarernes angreb på de byzantinske provinser. Og
over de næste fem, seks årtier lykkedes det for nogle slaviske stammer at
bosætte sig i det nuværende Bulgarien. Men de bulgarske
stammers involvering i mange operationer med andre magter betød alligevel at
bulgarere udgjorde en stor del af de tilflyttere der kom til at præge
befolkningen i det centrale Europa.
Da den longobardiske
kong Alboin erobrede tre store italienske områder, Ligurien, Lambardiet og
Etrurien, i det nordlige Italien, sendte han folk dertil for at bebo det
erobrede område og de bestod ikke kun af longobardere men også af flere
bulgarske stammer. De mange italienske familienavne Bulgari og Bulgarini er
et tydeligt vidnesbyrd om de bulgarere, som kom til området dengang og blev
assimileret i den lokale befolkning.
Andre bulgarske
stammer slog sig ned i området ved Venedig, men I 668 blev de forflyttet til
en isoleret kyststrækning ved Ravena. To hunderede år senere skrev en
historiker, Paulus Diaconus, at han havde mødt dem og at de talte både latin
og bulgarsk. Siden hen er de dog blevet assimileret i samfundet, men den dag
i dag er der stadig områder der bliver kaldt det bulgarske land eller den
bulgarske barons land.
Bulgarerne der var
blevet på sletterne mellem Kaukasus, Sortehavet og det Kaspiske hav forblev
intakte og forøgede oven i købet deres menneskelige, økonomiske og militære
potentiale.
Og på trods af
bulgarernes voldsomme skæbne blev det åbenlyst at de var forudbestemte til
at oprette den bulgarske stat.
Læs om livet, økonomien, kulturen og de
sociale strukturer for disse bulgarere her
