Efter første verdenskrig sank Bulgarien ned i en dyb krise. De ødelæggende krige havde ikke alene betydet territoriale tab men også økonomisk ruin, et psykologisk tab af håb og ultimativt, et tab af tillid til de fremtidige muligheder for landet.

Kampen for at forene alle de områder bulgarerne beboede, som havde været hovedopgaven for det bulgarske samfund siden genforeningen i 1878, og som havde krævet enorme intellektuelle kræfter om mange andre ressourcer, var endt med et total nederlag af en helt uhørt størrelse, det største i den bulgarske historie, Bulgarerne blev stillet overfor det komplekse spørgsmål, hvilken vej skal vi nu gå? Deres lille slagne land, som havde været udsat for en brutal behandling af både stormagterne i Europa og dets naboer på Balkan, var fortabt. Landet skulle nu enten forlige sig med det totale nederlag og overgive sig betingelsesløst, og betale de enorme krigsskadeerstatninger, eller også skulle landet grave sig ned i fortidens fjendtligheder og arbejde på en chance for at få hævn. Det var som valget mellem pest eller kolera. Uanset hvad vej man valgte ville landet se en kummerlig fremtid i øjnene.

Krisen havde ikke kun økonomiske og psykologisk dimensioner. Landet havde også mistet befolkningens tillid til de traditionelle politiske institutioner, både monarken, de borgerlige partier, parlamentet og regeringssystemet. Nogle af de borgerlige partier der havde nydt en vis popularitet før fredstraktaten, havde mistet alle tilhængere. Det politiske liv svingede hurtigt over til den radikale side. To partier, marginale indtil nu, dukkede nu for alvor op på den politiske scene, Det Bulgarske Folks Bonde Union (BPAU) og Det Bulgarske Socialdemokratiske Parti, dom skiftede navn til Det Bulgarske Kommunist Parti i 1919. Ved valget i 1919 stemte den overvejende del af befolkningen på bondepartiet og kommunisterne kom ind på andenpladsen.     

BPAU kom til magten i 1920 og deres tre år ved magten blev nogle af de interessanteste i Europas mellemkrigstid. Ikke alene fandt de en ukonventionel vej ud af de tunge kriser som de slagne lande befandt sig i, de fik også en stor indflydelse på de andre parter i verdenskonflikten.

BPAUs ideologi var typisk for de småborgerlige doktriner i Europa. Deres håb var baseret på moderate reformer som skulle sikre eksistensen af under- og middelklasses egenkapital. Borgerpartiet indførte en række relevante lovgivninger som påvirkede borgerskabets interesser, lagde restriktioner på store virksomheder og tilskyndede små iværksættere. De gik efter at bringe alle de borgerlige partier i miskredit for altid. I BPAUs øjne var det de nationale katastrofer i krigene de borgerliges skyld og det var også deres skyld at der manglede sociale støtteordninger. Mange af de borgerlige politikere blev faktisk dømt og sendt i fængsel. Politikken med at ødelægge hjernetrusten hos de borgerlige, at lægge dem under for et konstant pres blev ikke altid udført på demokratisk vis. Hvilket betød at BPAU blev beskyldt for at udøve et diktatur.  

BPAUs attitude overfor deres allierede, kommunist partiet, var temmelig inkonsekvent. De havde indset at de eneste de kunne få support af var kommunisterne og de samarbejdede tit med dem for at løse de daglige politiske problemer. Men samtidigt så de også kommunisterne som deres største rival i slaget om magten, så bondepartiet holdt deres aktiviteter under pres og til tider reel undertrykkelse.

Organisationen af bulgarere i eksil, den Internationale Makedonske Revolutionære Organisation (IMRO) havde genoptaget deres aktiviteter i de første år efter krigen. Fraværelsen af regulære militær enheder gjorde det nemt for deres bevædbnede enheder at få fuld kontrol over Pirin området, den lille del af Makedonien som Bulgarien havde fået lov til at beholde, og de blandede sig mere og mere i landets politiske liv. De erklærede at de ingen interesser havde i regeringens politik med undtagelse af alle områder der vedrørte de makedonske bulgareres skæbne. De erklærede også at de ville kæmpe imod en hvilken som helst regering der ville stå i vejen for deres stræben efter en løsning på problemet. Som fanger af deres opfattelse som til en stor grad stred imod realiteterne i efterkrigstidens politiske liv i Europa, dræbte de et unødvendigt stort antal politiske aktivister fra forskellige politiske retninger i Bulgarien, så vel som en del af deres egen tilhængere.

Manglen på en stærk enighed mellem BPAU og kommunisterne gjorde det muligt for nogle af de skrøbelige borgerlige partier at forenes i en politisk organisation som de kaldte den populære forbindelse. På det tidspunkt dukkes nogle andre kræfter op, nemlig forbundet af reserve officerer. Det var en organisation af nogle få aktive og en hel masse arbejdsløse officerer. Om natten de 8. juni 1923 væltede hæren bondepartier og henrettede brutalt premierministeren Alexander Stambolisky.

Det lå uden for Bulgariens lille hærs muligheder at klare et eventuelt landligt oprør. Bondepartier i nogen af de større centre i landet gik sandelig til modstand mod kupmagerne og deres regering, der var sammensat af borgerlige politikere fra den populære forbindelse. Men under de givne omstændigheder var det op til kommunisterne at afgøre resultatet. BCP sammensatte en stærk militær organisation, som blev forsynet af BCP tilhængere der arbejdede på kasernerne. BCP refererede til Comintern (Internationale Kommunister) og havde, i modsætning til bondepartiet, forstået at opbygge en stærk organisation med jernhård disciplin. BCP i Bulgarien erklærede at de kun opfattede kuppet som en erstatning for et militært diktatur, det de landlige borgere havde indført, som blot blev erstattet af et nyt militært diktatur, som det byernes borgerlige nu indførte. Denne attitude blev fatal for både BPAU og kommunisterne idet det satte mændene fra kuppet i stand til at fortrænge dem ene efter en.

Efter at have nedkæmpet bondepartiets juni oprør, underkuede regeringen også kommunisterne. Bevidste om deres fejltagelse og presset af Comintern, besluttede ledelsen af BCP i august at anstifte et væbnet oprør sammen med BPAU; det skulle finde sted senest i september 1923. Den meget korte forberedelsestid gev ikke mulighed for at etablere en alsidig samlet front. Aftenen før opstanden fandt regeringen ud af planerne og arresterede kommunisterne i store antal. Det var et alvorligt slag mod hele organisationen. Natten mellem d. 22/9 og d. 23/9 brød oprøret ud i nogle enkelte regioner men det blev hurtigt slået ned af regeringsstyrkerne. De oprørske områder druknede i blod. Tusindvis af bulgarere, BPAU tilhængere og specielt BCP tilhængere blev dræbt uden tiltale eller dom.   

Efterfølgende blev regeringens internationale position temmelig ustabil grundet den bølge af forargelse der ramte hele Europa. Guerilla bevægelsen i Bulgarien, der var organiseret af kommunisterne og bondepartiet samt frafaldne regeringsallierede og IMRO, destabiliserede ligeledes regerings position internt i landet. Mange tilhængere af kuppet blev myrdet og et fejlslagent forsøg på at likvidere kong Boris III fandt også sted.

Den 25. april 1925 var hele regeringen og de øverste militær chefer samlet I “St. Nedelya” kirken til begravelsen af en myrdet general, da BCPs undergrunds militære forbund bragte en bombe til sprængning, i et forsøg på at myrde hele den politiske top på en gang. Dusinvis af uskyldige mennesker blev dræbt, men som ved et mirakel var politikerne uskadte i den eneste del af kirken der ikke tog skade. Offentlighedens vrede over dette drastiske tiltag fra terroristernes side, gav regeringen anledning til gennemføre en stor gengældelse overfor alle deres politiske modstandere. Specialstyrker bestående af officerer massakrerede tusindvis af bulgarere uden retssager eller domme og ofrene var ikke kun medlemmer af BCP og BPAU men også tusindvis af intellektuelle der ikke havde direjte tilknytning til politiske partier, såsom akademikere, forfattere, poeter og journalister. Dette gav påny anledning til en bølge af forargelse i det demokratiske Europa.