I begyndelsen af 1879 trådte en gruppe notabiliteter sammen på Fyrstedømmet Bulgariens forfatningsforsamling, som beskrevet på Berlin Kongressen, for at udarbejde og indføre en forfatning for landet. Den russiske advokat Lukianov blev valgt til at nedskrive forfatningen. Under stor indflydelse fra den belgiske forfatning, som ansås for at være en af de mest liberale i verdenen, lykkedes det for ham at indføre en høj grad af selvbestemmelse og frihed for individet. To politiske retninger viste sig tydeligt allerede fra start af, en liberal og en konservativ. De konservative ville have en monarkisk styreform, med en forfatning der begrænsede ytringsfriheden. Men disse krav blev afvist og udkastet til den grundlæggende love, også kendt som Turnovo forfatningen blev vedtaget med et overvældende flertal.

I april 1879 valgte det bulgarske parlament (Den første nationale forsamling) den tyske prins Alexander of Battenberg som prins af Bulgarien. Han deltog i frihedskrigen som officer i den russisk hær og han kendt for sine bedrifter under krigen. Ved troningen erklærede Battenberg at han forberedte sig på at ændre Turnovo forfatningen på en udemokratisk måde. Dette afstedkom øjeblikkeligt den første politiske krise i landet, fulgt af splittelse internt i partierne, regelmæssige kabinetsudskiftninger, et pro-monarkisk kup d. 27. april 1881 med senere valgskræmmekampagner, vold og modstand. Det politiske sammenbrud var åbenlyst. Efter mange dramatiske omskiftelser, lykkedes det, i midten af 1884, for de demokratiske kræfter at begrænse prinsens magt og få ham til at udpege en regerings bestående af modarete liberale politikere.

Udenrigspolitisk stod den nye bulgarske stat overfor et bjerg af udfordringer. Alle stormagterne, specielt Østrig–Ungarn og Rusland, kæmpede for at få indflydelse på det fattige uudviklede økonomi fyrstendømme og herredømmet over dets hær. De blandede sig voldsomt i interne anliggender og prøvede ihærdigt på at trække landet ind under deres vinger. Den komplette genforening af de bulgarske områder der på den ene eller anden måde stadig var under Tyrkisks overherredømme, var hovedopgaven for den unge stat i de første årtier efter befrielsen. Denne vanskelige opgave, som var en direkte udløber af den uretfærdige Berlin Traktat, opslugte alle kræfter i det bulgarske samfund og fastsatte linierne for udenrigspolitikken og de militære prioriteringer i mange år fremover. Men det kunne jo ikke være anderledes når halvdelen af alle bulgarerne og to-tredjedele af deres territorium stadig var udsat for en feudal undertrykkelse af de barbariske tyrkere.     

I 1885 oplevede Bulgarien den første succes. I perioden 1878 – 1885 samledes masser af bulgarere fra den autonome provins øst Rumelia, der dækkede store dele af Trakien (april opstanden fandt sted her) sig i en kraftfuld genforeningsbevægelse. De ville slås sammen med fyrstedømmet. De tillod ikke tyrkiske troppes tilstedeværelse i området, de overtog administration og hær, og regeringens magt udstrakte sig  ikke udover murene på dets slot. De politiske kræfter fra bevægelsen fik direkte kontakt med prins Battenberg og den fyrstedømmets regering. Set i lyset af fortidens begivenheder turde ingen erklære sig imod en genforeningen af de to bulgarske områder. De hemmelige diplomatiske forsøg på at opnå en accept fra stormagterne gav intet resultat. 

I begyndelsen af september 1885 nåede den udbredte patriosisme sit højdepunkt og folkets frivillige tropper og regulære tropper smed regeringen ud af øst Rumelia og erklærede genforeningen med fyrstedømmet Bulgarien. Prinsen og regeringen accepterede øjeblikkeligt genforeningen og tog straks provinsens tømmer.

Genforeningen førte til en politisk af hidtil uset størrelse. Bulgarien og bulgarerne havde gjort modstand mod et enigt Europa’s vedtagne traktat. Og dette i sig selv kunne godt have resulteret i at stormagterne havde gennemtvunget en opdeling igen. Men så var der jo lige tyrkernes reaktion. De ville næppe grine over at have mistet en af deres mest frugtbare provinser. Og de andre stater på Balkan var nok heller ikke tilfredse med at Bulgarien pludseligt blev dobbelt så stort og dermed den største stat på Balkan.

Europa holdt vejret og afventede Tyrkiets angreb på Bulgarien. Hele den bulgarske hær samledes langs den sydlige grænse for at afværge et tyrkisk anslag. Man afventede diplomaterne endelig udspil.

På dette tidspunkt dummede tsardømmet Rusland sig rigtigt meget. De sagde at de var imod genforeningen af Bulgarien. En mulig forklaring kunne være at det nordlige fyrstedømme under ledelse af prins Battenberg havde været stærkt imod russisk uindflydelse. De kaldte de russiske officerer i den bulgarske hær hjem og dermed svækkede de den bulgarske hær væsentligt. På det tidspunkt var den højeste titel på en bulgarsk født officer kaptajn. Denne malplacerede politiske beslutning såede mistillid i det Bulgarsk Russiske forhold, et forhold som i lang tid blev udnyttet af de vestlige magter.

Britterne, som var hovedarkitekterne på Berlin traktaten, foretog en kovending og anerkendte genforeningen, hovedsagelig for at underminere russernes indflydelse. På den internationale konference som blev afholdt, ville Rusland, Østrig-Ungarn og Tyskland have Bulgarien opdelt igen, men britterne opponerede og hjalp dermed Bulgarien.

D. 2. November 1855 tog tingene en dramatisk vending. Serbien angreb uventet Bulgarien, angrebet blev støttet økonomisk og militært af Østrig-Ungarn. Nu var det ikke længere genforeningen men hele fremtiden for Bulgarien der var på spil. På det tidspunkt havde bulgarerne ingen tropper ved grænsen til Serbien. Alt disponibelt mandskab stod ved den tyrkiske grænse, så hovedstaden lå ubeskyttet kun 70 km. fra den serbiske grænse. Derudover blev den bulgarske hærs effektivitet draget i tvivl, den havde kun at have eksisteret i 5-6 år og var netop blevet berøvet de russiske officerer. I en ånd af nationalt sammenhold som sjældent er set før, lykkedes det grænseposterne i samarbejde med frivillige at stoppe de serbiske stormtropper ved det befæstede Slivnitsa. Det tog kun nogle få dage før den bulgarske hær indfandt sig og kunne træde i aktion. Kun få dages hårde kampe ved Slivnitsa, Dragoman, Pirot, Nis og Vidin førte til serbernes nederlag. Vejen til Beograd var åben! Og Østrig sendte et ultimativt krav om straks at indstille kampene.

Bulgariens sejr i denne kaptajner versus generaler krig slog Europa med forundring, og den offentlige reaktion var fyldt med sympati og beundring. Spørgsmålene om for og imod Bulgariens genforening var ikke længere særligt aktuelle. In begyndelsen af 1886 underskrev Bulgarien en fredsaftale med Serbien og senere en aftale med Tyrkiset som anerkendte Bulgarien som en samlet enhed.      

Bulgarien viste dermed omverdenen at et lille land, der slås for sin sag, igennem målbevidste og energiske politiske anstrengelser, behændigt diplomati og ikke mindst den uselviske tjenstivrighed udvist af kampstyrkerne, kan opnå stor national succes uden at være i lommen på en af stormagterne.

Begivenhederne omkring genforeningen havde bragt Bulgarien udenfor Ruslands indflydelse, men de ledende magte i det nordlige Imperium havde ingen intentioner om at lade lander være i fred. I foråret 1886 indledte tsar Alexander III’s diplomater en kampagne for at formindske pris Battenbergs indlfydelse. Samtidigt strammede de løkken om Bulgarien ved at opfordre Serbien til begynde på nye fjendtligheder og endelig opfordrede de Tyrkiet til at genoverveje spørgsmålet om Øst Rumelia. Af mange årsager valgte Tyskland og Frankrig at følge Ruslands linie, mens den nye regering i Storbritannien var i to sinde omkring den tidligere støtte til Bulgarien. I midten af 1886 stod Bulgarien alarmerende isoleret internationalt set.

Situationen gav anledning til en udpræget polarisering i de politiske kredse i Bulgarien, med prinsen i fokus. Nogle kredse, specielt de pro-russisk officerer, mente at prinsen burde træde ned fra tronen for at give plads til en aftale med russerne. En overvejende del af politikerne i Sofia, som blev bakket op af store dele af befolkningen, mente at prinsen var symbolet på genforeningen og at han derfor skulle blive på tronen.

Hjørnestenen i dette dilemma, for eller imod russisk indflydelse, var om et lille land som Bulgarien ville kunne stå distancen på den internationale scene uden støtte fra det store velkonsoliderede land. Men Ruslands attitude ved genforeningen, den totale mangel på menneskerettigheder i Rusland, den uhøflige opførsel af de russiske diplomater og deres intolerante opførsel og indblanding i Bulgariens internationale anliggender, fik en stor del af det traditionelt demokratiske bulgarske samfund til at vende sig mod dem. I mellemtiden var det bulgarske borgerskab blevet tiltrukket af den enorme industrielle udvikling der fandt sted i Vesteuropa og de fandt at økonomiske relationer med vesten ville være meget mere gavnlig end dem var med Rusland. 

I denne atmosfære af et ekstremt konfliktfyldt politisk leben, gennemførte en gruppe officerer et militær kup i slutningen af august 1886. Prinsen blev arresteret og sendt til Rusland. Denne første brøler fik kuppet til at ligne et russisk støttet begivenhed, snarere end et internt anliggende. Den anden brøler, denne gang fatal, var den regering kupmagerne valgte. De fleste af ministrene, selv premierministeren sagde officielt at regeringen var sammensat uden deres samtykke. Under de omstændigheder valgte Stefan Stambolov, formanden for den nationale forsamling, ved hjælp af nogle garnisoner fra provinsen, at gennemføre et modkup som bragte prinsen tilbage til Sofia. Men russerne ville snart tvinge prinsen til at abdicere.

I de sidste måneder af 1886 og videre ind i 1887 blev den politiske krise omkring folkets valg af en ny bulgarsk prins større. Nye uoverensstemmelser opstod, både i de interne politiske kredse og imellem stormagterne i Europa. Russerne, der havde mistet overblikket over situationen, placerede deres tro tilhængere i landet i en temmelig akavet situation da de udnævnte den kaukasiske prins Mingreli som et emne til fyrstevalget i Bulgarien, en mand som var berygtet for sine brutale handlinger. Stormagterne var helt oplagt imod dette kandidatur. Den sårede bulgarske nationalisme fik bulgarerne til at løbe en risiko og i juli valgte de, uden godkendelse fra Rusland eller Tyrkiet, Ferdinand of Saxe-Coburg-Gotha, en tysk prins som havde tjent i den østrigske hær, som den nye bulgarske prins.

Frankrig, Tyskland, Rusland og Tyrkiet erklærede valget for ulovligt. Storbritannien og Østrig-Ungarn støttede valget, med nogle få forbehold. I mellemtiden blev en ny regering indsat og den nye premierminister Stefan Stambolov slog med jernhånd den politiske opposition i landet ned og blødgjorde forholdet til den pro-russiske hær.

Valget af en prins og en stærk mands opdukken (Stefan Stambolov var kendt for sin revolutionære fortid og for modkuppet) som leder af regeringen blev slutningen på den akutte krise. På trods af den stadig spændte udenrigspolitiske situation lykkedes det for regeringen at vende blikket indad, og sætte fokus på løsningen af de mange interne problemer, herunder især at gennemføre tiltrængte økonomiske og strukturelle reformer.

Det Bulgarien der blev befriet i 1878 og genforenet i 1885 var overvejende et landbrugsland. Krigen i 1876-1877 spillede en rolle i den borgerlig-demokratiske revolution ligesom den betød en reorganisering af landbrugsjorden bland landbrugerne. Mangel på kapital tillod ikke mængden af små private bønder at indføre moderne maskiner eller brugen af kunstgødning. Koncentrationen af landbrugsjord i storbrug foregik meget langsomt og fortrinsvis der hvor jorden var udyrket eller købt fra tyrkere der forlod landet. Størstedelen af landbruget i den periode så vel som i perioden op til den kommunistiske revolution i 1994, var baseret på små private selvejende landbrug. Det betød dog ikke at der var en tilstand af social jævnbyrdighed i landsbyerne. Situationen for de små bønder, hvis landbrugsprodukter var det væsentligste bidrag til statsbudgettet, forringedes gennem tiden p.g.a. af forskellige faktorer såsom høje skatter, ågerrenter, fir handle og indsnævring af hjemmemarkedet.

Ikke desto mindre har landet til stadighed været selvforsynende og producere store mængder fødevarer til eksport, takket være de bulgarske bønders mange års erfaring med landbrug.  

Den ustabile interne politiske situation og manglen på beskyttelse mod import af billige industrielle varer afholdt borgerskabet fra at investere i industri. I disse første år blev der kun opført nogle få håndfulde nye fabrikker.  

Under de syv års regeringstid (1887-1894) lykkedes det for Stambolovs regering at lægge et solidt fundament for en økonomisk uafhængighed af resten af verden. En lovpakke sikrede anlæg af veje og jernbaner, Bulgariens legale, kommercielle og andre kontakter til udlandet, etableringen af nationale uddannelses-, kultur- og sundhedsinstitutioner og meget andet. Man åbnede døren for udenlandske investringer i landet, men lagde samtidigt restriktioner på import. De fæste af de efterfølgende regeringer tog lignende skridt. Og på mindre end et kvart århundrede blomstrede den hjemlige industri, en udvikling der efter landets størrelse og tidens målestok var ganske imponerende. Bulgariens bruttonationalprodukt pr. indbygger oversteg nabolandenes på trods af at de havde været uafhængige årtier før bulgarien.

Den største udenrigspolitiske bekymring for Bulgarien i tiden op til første verdenskrig var skæbnen for bulgarerne i Makedonien og det østlige Trakien der fortsat var under tyrkisk herredømme. Gentagne på hinanden følgende bulgarske regeringer havde arbejdet på at forbedre netværket af bulgarske skoler og kirker i disse områder, såvel som at forbedre disse bulgareres økonomisk situationer og levevilkår.

I slutningen af det 19. århundrede stiftede en gruppe unge intellektuelle den hemmelige organisation Edirne-Macedonian Revolutionary Organization (IMRO), der begyndte på forberedelserne til en væbnet opstand i de egne der stadig var besat af tyrkerne. I tiltro til en landsomfattende støtte fra de allerede befriede bulgarere, nøjedes de med at organisere et netværk af komiteer, efter Levskis principper, i Makedonien og Trakien. De organiserede ligeledes bevæbnede frivillige grupper. Det hele kulminerede i august 1900, med opstande i Makedonien og Trakien, også kendt som Ilinden-Preobrajenie oprøret. Målet var at inkorporere disse regioner i Bulgarien, eller i det mindste opnå opmærksomhed fra stormagterne og få dem til at advokere for en forbedring af levevilkårene for disse befolkningsgrupper, såvel økonomisk som legalt. Efter tre måneders hårde kampe slog Tyrkiet oprøret ned med hård hånd, mens de begik alle de kendte grusomheder imod den fredelige befolkning.

Læs videre her - om Balkan krigene