|
 |
| Støt et barn
i Bulgarien! |
| |
Velkommen til
wonderland Bulgarien
|
Bulgariens historie:
Rekonstruktionen og fremgangen for den bulgarske stat og dets
overherredømme over Balkan 1185-1246
|
| Det 12.
og 13. århundrede |
|
Gnisten der antændte det
bulgarske befrielsesoprør i foråret 1185 var de tunge ekstra skatter der
blev pålagt bulgarerne, for at imødegå de ekstravagante omkostninger som
byzantinernes herskers bryllup med en ung ungarsk prinsesse medførte.
Sporadiske, ikke særligt godt planlagte oprør brød ud i det sydlige
bulgarske sortehavsområde, i Balkan bjergene og i Makedonien. Optaget som de
var af alvorlige kampe med normannerne, undlod byzantinerne at undertrykke
disse små oprør. Dette gjorde oprørerne endnu mere dristige. Oplysningerne
om disse begivenheder er yderst sparsomme, men der er nogle få sekundære
beviser på at ideen om at genskabe den bulgarske stat hurtigt skubbede de
oprindelige økonomiske motiver til side. Der var en bestemmelse i den
bulgarske lov om at Bulgariens trone kun kunne blive givet til personer af
royal afstamning.
Dette må have fået oprørslederne til at kontakte to fjerne
efterkommere af Simeon dynastiet, brødrene Asen og Theodor, der var militær
og administrative guvernører i Moesia på det tidspunkt. Brødrene var
stillede sig imidlertid tøvende overfor oprørenes ideer. Truslen om en
militær konfrontation med det stadig mægtige rige gjorde alle vagtsomme. Så
det prøvede at opnå frihedsbevægelsens mål ad fredelig vej. Asen og Theodor
blev sendt på besøg hos kejseren i hans militære lejr ved Agæer kysten. De
bad om at blive udnævnt til militær og administrative guvernører for hele
Bulgarien, hvilket sandsynligvis ville have givet dem en hvis form for
selvstyre over området. Kejserens godkendelse ville have bundet dem til at
sørge for at oprørerne blev indrulleret i kejserens hær og dermed styrke
hans tropper i kampen mod normannerne.
Man
kan dårligt forestille sig et bedre forslag, som ville imødese både
interesser og bevare omdømmet for begge parter i konflikten. Men som bekendt
er hverken visdom eller skarpsindighed normale kvaliteter hos de fleste
politikere. Det viste sig også at gælde i denne situation, kejseren nøjedes
ikke med at afvise ideen men han slog også, rent bogstaveligt Asen i
ansigtet. Bulgarerne fortrak til deres fæstning i Rodope bjergene, som de havde
haft travlt med at forny og forstærke, ifølge en byzantinsk krønikeskriver.
Det virkede dog som om langt de fleste bulgarere stadig var lunkne overfor
truslen om en åben konfrontation med imperiet. På den konto gjorde de to
brødre noget mærkeligt set med vor tids øjne, men som ud fra datidens
standarder fuldt ud kunne forsvares. På det tidspunkt hvor normannerne
bemægtigede sig magten over Thessaloniki, lykkedes det for en gruppe
bulgarere at bjærge og transportere ikonet af St. Demetrius, den højest
tilbedte militære skytshelgen i Byzants, til Turnovo fæstningen i Balkan
bjergene. |
|
Asen og Theodor byggede en kirke i Turnovo, placerede ikonet der
og ved kirkens indvielse i november 1186, erklærede de at St. Demetrius
havde vendt sig væk fra byzantinerne og derefter ville være skytshelgen for
Bulgarien og Bulgariens hær. Overvældet af en pludselig inspiration udråbte
en masse krigere Theodor til at være den nye tsar af Bulgarien. Og som tsar
fik han navnet Peter. Asen tik herredømmet over den bulgarske hær. Efter det
drog de bulgarske tropper øjeblikkeligt til den gamle bulgarske hovedstad Preslav, hvor tsar Peter befandt sig. Asen blev tilbage i Turnovgrad for at
styre deres fædrene arv der. |
 |
|
|
Turnovo blev snart den fungerende hovedstad, for den reelle magt lå i
hænderne på Asen. Han blev, tilfældigvis kan man sige, også udnævnt til tsar
af Bulgarien i 1187. Under de første år af opstanden fik kun Moesia og
Wallachia deres uafhængighed fra byzantinerne. I de efterfølgende år gik de
bulgarske tropper ind i det tidligere Bulgariens sydlige
territorier. Og mens Makedonien, som udgjorde kernen i modstanden
imod byzantinerne i det 10. og 11. århundrede, blev befriet uden
særlige problemer, så kom det til hårde kampe i Thrakien, kampe som
bedst kan beskrives som lige så voldsomme som dem der fandt sted i
Bulgariens episke periode. |
 |
|
|
Herefter fulgte en ca.
10 år lang periode med skiftende stridigheder, nogen gange var de bulgarske
i nabolaget af Konstantinopel og Thessaloniki, og nogle gange blev de drevet
helt tilbage til Moesia. Men bedst som bulgarerne var blevet overlegne i
kampen, skete der noget tragisk. I år 1196 blev tsar Asen offer for et
komplot. Kort tid efter blev også hans bror tsar Peter myrdet. Så det
lykkedes ikke for befrierne at konsolidere deres magt. |
| De
to myrdede brødre, Bulgariens befriere, havde en tredje bror som overtog
tronen som tsar Kaloyan (1197-1207). Efter at have dæmpet den stærke boyar
opposition, erklærede han krig mod Byzants i år 1199. I år 1202 havde han
befriet store områder af Thrakien, Sortehavskysten var dog stadig på
byzantinske hænder.
Denne gang lykkedes det ikke for byzantinerne at få
effektiv hjælp fra ungarerne. I år 1203 blev ungarerne slået affektivt og
dele af Danubien kom tilbage på bulgarske hænder. |
 |
|
Tsar Kaloyan var opmærksom på sit lands alvorlige internationale isolation.
En konflikt var med latinerne som blandede sig i striden på byzantinernes
side. Derfor skrev han allerede i år 1997 til pave Innocent III og foreslog
at den bulgarske kirke blev tilknyttet kirken i Rom mod at han blev kronet
som konge af Bulgarien, som en anerkendelse af hans position.
Forhandlingerne, som blev foretaget med stor diplomatisk snilde på begge
sider, endte i år 1204. Tsar Kaloyan modtog en krone, et scepter og en
velsignelse fra Rom mens Basil blev indviet som ærkebiskop. Dette tillod
tsar Kaloyan at erklære alle de ungarske hævntogter ind i Bulgarien for
illegale, idet Bulgarien nu var et anerkendt katolsk land og han forfulgte
ungarerne langt i Transsylvanien og Serbien.
Samtidigt i år 1204 skete det meget uventede at Bulgariens ærkefjende
Byzants kollapsede. Svækket af den mere ned 20 år lange konflikt med
Bulgarien faldt landet i hænderne på ridderne fra det fjerde korstog.
Fundamentet til Vesteuropas vidunderbarn, det latinske imperiums politiske
storhedstid blev lagt i Konstantinopel. Denne stat havde hurtigt besat stort
set hele Byzants territorier i Europa og Asien.
Det blev påtrængende for tsar Kaloyan at forhandle en løsning af hvor
grænserne skulle gå med den latinske kejser Baldwin af Flandern (1204-1205).
Men hans svar var hovent og uhøfligt. Latinerne svarede at så vidt de vidste
var Bulgarien en illegal politisk formation og at dets territorium, som en
del af det tidligere Byzants, nu var deres. De informerede Kaloyan om, på en
sarkastisk måde, at de selvfølgelig snart ville komme. Tsar Kaloyan bønfaldt
paven om at tale korstogsridderne til fornuft, men det havde ingen effekt.
I
den situation besluttede den bulgarske regent, som ikke kunne lide at være
på bagkant af en situation, at han ville slå først. I foråret 1205 udbrød et
oprør, inspireret af tsar Kaloyan, i den latinske del af Thrakien. Først da
de latinske tropper belejrede hovedbyen i regionen, Adrianople (nu Edirne),
så korsridderne til deres store forbavselse, at de bulgarske faner vajede
over befæstningen. Sådan de blev nødt til at anerkende tsarens
overherredømme. Snart efter ankom de bulgarske tropper til Adrianopel.
Korsridderne troede ikke at de var ventede og de angreb den bulgarske hær d.
14. april 1205, de led frygtelige tab og tabte slaget. Samme dag indenfor
synsvidde af Adrianopel blev kejser Baldwin taget til fange. Dette markerede
slutningen på de vesteuropæiske drømme om at etablere sig i Østeuropa. For
kejser Baldwin var det et knusende slag for det imperium, som aldrig mere
kom til at spille den afgørende rolle som en førende politisk magt i
Østeuropa som de havde regnet med, hvilket efter endnu 6 årtiers smertefulde
dødskampe medførte at imperiet forsvandt fra den politiske scene.
De
næste par år tilføjede de bulgarske tropper korsridderne mange drøje hug.
Den sidste af det fjerde korstogs ledere, Boniface af Montferrat, kongen af
Thessaloniki, blev slået i en kamp mod bulgarerne. Den byzantinske adel som
var forvirret og skræmt over bulgarernes triumferende fremmarch, som
allerede havde puttet dem i front som en dominerende magtfaktor på Balkan,
bakkede ud af deres alliance med bulgarerne og de forsvandt totalt fra
Thrakien. Nogle få overlevende brugte tsar Kaloyan som bevis på at det onde
havde overtaget Bulgarien.
I
oktober 1207 belejrede tsar Kaloyan Thessaloniki. Ved slutningen af slaget
døde den bulgarske tsar under nogle mærkelige omstændigheder, nogle sagde at
var død af et hjerteslag, andre sagde at han var blevet myrdet. Boril,
Kaloyans nevø og den eneste voksne efterfølger af Asen blev indsat på tronen.
Tsar Boril (1207-1218) besad ingen af de tre brødres diplomatiske eller
militære evner. Et antal misfornøjede boyars, regionale guvernører i
Makedonien, Thrakien og Rodopi bjergene nægtede at adlyde ham og deres
områder blev selvstyrende feudale regioner. Den udmattede bulgarske stat
kunne ikke modstå et latinske angreb i år 1208 og de tabte Thrakien.
Ungarerne kom igen fra vest. Så sent som i år 1204 lykkedes det Boril at slå
invasionstyrkerne. Fjendtlighederne fra latinerne og ungarerne blev stoppet
af paven og freden blev styrket af strategisk indgåede ægteskaber. Borils
opposition genvandt deres kræfter ved at udnytte tsarens politiske og
militære inkompetence og de mistænkte ham for at have medvirket i et
komplot, der havde resulteret i Kaloyans død. |
|
I
år 1217 vendte Ivan Asen II, søn af Tsar Asen I og den legitime arving, til
den bulgarske trone hjem fra sit eksil i den russiske provins Galich, hvortil
han var blevet sendt som teenager på det tidspunkt hvor tsar Boris var
blevet kronet. Han var leder af et kompagni russiske lejetropper og en efter
en åbnede den bulgarske fæstninger deres porte for ham. Boris lukkede sig
inde i hovedstaden Turnovo og byen faldt først i foråret 1218. Boril fik
stukket øjnene ud og blev landsforvist og Ivan Asen begyndte på sin første
periode som Bulgariens regent.
Den unge regent udskilte sig fra sin forgænger, ved at have ekstraordinære
talenter for statskundskab. Allerede fra første dag skulle han regere i en
temmelig indviklet udenrigs politisk situation. Det topolede politisk
mønster, med Byzants som ærkefjenden, som Bulgarien havde befundet sig i
adskillige århundreder, var blevet erstattet af et kludetæppe af stater med
nogenlunde samme magt og ambitioner, det Latinske Imperium, Byzants
efterfølgere, Epirius og Nicaea, Bulgarien, Ungarn og Serbien. Ved at vælge
at forhandle (hvilket faktisk ikke var så almindeligt i middelalderens
Europa) frem for at slås, lykkedes det tsar Ivan Asen II at nå stort set
samme mål som hans berømte forgængere, tsar Simeon den Store og tsar Samuel.
Hans diplomatiske ægteskab med datteren af Ungarns Konge, gav Bulgarien Beograd og Branichevo i det centrale Danubien tilbage. Tsar Ivan Asen fik
også det øvre Thrakien tilbage i folden, efter en fredstraktat indgået med
latinerne.
|
| I
år 1230 blev Bulgarien plyndret af voldelige horder fra Epim. Voldsherren,
Theodore Comnenues, som betragtede sig selv som legitim arving til den
byzantinske trone, blev slået ved et regulært slag ved Klokotnitsa og blev
taget til fange. Den bulgarske stat beslaglagde alle hans værdier og
Bulgarien blev igen den uovertrufne magt på Balkan. Lige som tilbage i det
10. århundrede udstrakte riget sig til at omfatte det meste af Balkan
halvøen.
Under der efterfølgende 10
år af hans regeringstid blev den bulgarske tsar kendt for hans politiske og
diplomatiske manøvrer blandt de andre politiske kræfter på halvøen, ikke en
af dem turde anfægte Bulgariens overherredømme. Dette varede indtil hans død
i år 1241. Selv i hans sidste måneder som regent klarede han at demonstrere
Bulgariens store potentiale.
Den bulgarske
hær knuste horder af tatarer, som havde holdt sig usynlige indtil da. Det er
værd at huske at tatarerne, besatte som de var af tanken om Asien som
verdensriget, allerede havde opslugt alle stater vest for Ural bjergene
inklusive Rusland, de havde slået og affolket Ungarn og gik derefter mod
Bulgarien, for at dække deres flanker før det endelige angreb på Vesteuropa. |
 |
|
Men i år 1241 afviste bulgarerne dem, hvilket faktisk tog pusten så meget fra
dem, at de ikke kunne gå helhjertet ind i Vesteuropa. De vedblev med at være
en politisk magt faktor i flere århundreder men de gik aldrig mere efter at
komme ind i Europa. |
|
Den territoriale udvidelse af Bulgarien indenfor grænserne af de etniske
bulgareres udbredelse, havde skabt rigtigt gode vilkår for en succesfuld
økonomi og kulturel udvikling. Fra den tid tog Bulgarien aktivt del i al
samhandel med Vesteuropa. Ivan Assen II underskrev mange aftaler med
Europæiske politiske formationer, som hjalp med at regulere handlen med
vesten. Bulgarien havde genvundet sin fulde kraft i år 1235, og den
Bulgarske kirke blev den eneste kirkelige institution i Europa, som vedkendte
sig den ortodokse trosretning, der blev bakket op af et veletableret
statsapparat, belært af Byzants kollaps og som det så ud i Rusland på det
tidspunkt. Derfor fik den bulgarske kirke stor indflydelse i hele Østeuropa.
De kulturelle udvekslinger der fandt sted på foranledning af de
intellektuelle kredse i den bulgarske kirke, blev et lysende eksempler for
Vesteuropa i årene der kom.
Herefter fulgte en tid med politisk krise - læs mere her
|
|
