I midten af det 17. århundrede oplevede
det feudale Osmanniske rige en alvorlig tilbagegang. Set fra et
teknologisk synspunkt haltede riget langt bagefter det kristne Europa og
de begyndte gradvist at tabe den hellige krig imod de vantro.
Allerede i 1571 varslede de hellige
kristne troppers overmagt ved Lepanto de nye
tider. Vanens magt tvang den osmanniske krigsmaskine til fortsat at
forsøge at trænge frem til hjertet af Europa, men tropperne var ikke
længere så stærke at de kunne udføre opgaven. I 1683 mødte de osmanniske
styrker, efter en lang række blodige slag, de hellige kristne tropper
ved Wien og her gik det helt galt. De hellige kristne tropper var
etableret af Østrig, Polen og Rusland, der alle havde været plaget af
muslimske angreb, og de havde nu det militære overtag, og det osmanniske
riges storhedstid var fordi, riget formindskedes herfra stille og roligt.
Ude af stand til at følge med tiden og
forny sig selv, sank det forkrøblede imperium ned i en dyb økonomisk og
social krise, som det aldrig senere kom sig af. Osmannernes regering og
administration havde længe været præget af udbredt korruption, som
genererede favorable vilkår for forberedelserne og afviklingen af det
bulgarske oprør. Opstandelsen, der havde karakter af borgerlig
revolution, kom som et resultat af de økonomiske, politiske og
kulturelle opsving for de bulgarske befolkningsgrupper, som gav grobund
til yderligere splittelse mellem de småborgerlige bulgarere og den
feudale besættelsesmagt. De specifikke forbedrede levevilkår for især
bulgarerne afgjorde konfliktens karakter. Tilbagegangen for det
osmanniske rige var paradoksalt nok den største motivationsfaktor for
bulgarerne. Udelukket som de var fra at deltage i imperiets hær, så
undgik bulgarerne at lide store tab i de mange fejlslagne krige som
ellers havde reduceret den tyrkiske befolkningsgruppe betydeligt.
Mangler i de basale livsvilkår sammenholdt med de fanatiske muslimers
tro på at kun Allah kan helbrede syge, gav samtidigt anledning til store
menneskelige tab under de regelmæssigt forekommende pestepidemier.
Epidemierne kom ikke til at betyde meget for bulgarerne, der havde
erfaring, viden og ikke mindst viljen til at bekæmpe sygdomme. Så på
trods af den store tilbagegang i den bulgarske population i de forrige
århundreder, var bulgarerne talrigere i hele
det 18. århundrede. I nogle byer og endda i hele regioner indskrænkede
den tyrkiske befolkningsgruppe sig til de lokale administratorer og
deres familie.
Under de nye betingelser stortrivedes
de arbejdsomme bulgarere. De klarede sig
langt bedre end den muslimske del af befolkningen, der ingen erfaringer
havde med de markedsøkonomiske kræfters frie spil, på grund af den
topstyrede krigsmaskine som det feudale
osmanniske rige havde været i århundreder. Langsomt men sikkert overtog
det vordende bulgarske borgerskab alle de vigtige håndværk, som kom til
at udgøre grundlaget for al senere industriel produktion i landet og de
bulgarsk drevne håndværksvirksomheder blev omorganiseret på baggrund af
moderne borgerlige fremstillingsprincipper. Det osmanniske riges
tilnærmelser til det kapitalistiske system i Europa satte yderligere
fart på udvidelsen af produktion og international handel. Mange
bulgarske klarede sig glimrende internationalt, og de investerede i
produktionsudvidelser og udvikling af nye forretningsområder. Ophævelsen
af det feudale system betød at også mange landbrug nu blev drevet efter
kapitalistiske principper. Farmere købte jorden tilbage fra osmannerne
eller fra de næsten ruinerede tyrkere og organiserede velstående private
landbrug. Store landbrug kaldet chifliks
beskæftigede sig med en gros fødevareproduktion. Under slutningen af den
osmanniske besættelse kom over 25% af
fødevareproduktionen fra chifliks der ejede
omkring 25% af landbrugsjorden.
Men bulgarernes økonomiske udvikling
blev besværlig gjort af den politiske virkelighed i det osmanniske rige.
Så sent som i midten af det 19. århundrede, gjorde en række historisk
betingede faktorer det umuligt for regeringen at afskaffe det
middelalderlige feudale mønster indenfor regeringsmagten og
økonomistyringen. Høje skatter, fravær af en statslig beskyttelse,
korruption, mangel på legale rettigheder og intern diskrimination var
bare nogle af de forhindringer der besværlige gjorde en industriel
udvikling. En nøje ransagning af realiteterne i den tyrkiske
statsopbygning og et eventuelt potentiale i retning af egentlige
fremskridt indenfor statens rammer, viste tydeligt bulgarerne at der
ikke længere var en fremtid for dem indenfor rammerne af det svækkede
osmanniske rige. Bulgarere fra alle samfundslag, men specielt de
borgerlige klasser, blev mere og mere interesserede i at genskabe den
bulgarske uafhængighed og opbygge en selvstændig bulgarsk stat. Det var
således borgerskabet der stod i front for den nationale bulgarske
befrielsesbevægelse igennem det 19. århundrede.
Kampen for selvstændighed blussede op
stort set samtidigt overalt med adskillige parallelle aktioner.
Bevægelsen for national oplysning og for en uafhængig bulgarsk kirke var
de første der brød ud. Dette blev ekstremt vigtigt i de første årtier af
det 19. århundrede idet bulgarerne ikke var anerkendt, i hvert fald ikke
officielt, som et særskilt folk indenfor det osmanniske. Da tyrkerne
besatte landet i slutningen ag det 15. århundrede, placeredes de
bulgarske provstier under kirken i Konstantinopel og betragtede alle
kristne som romere. Denne græske institution der var gennemsyret af
korruption udløste blot nye høje skatter for bulgarerne, men det værste
var at de indførte det græske sprog ved kirkelige handlinger og i
skolerne. Denne tendens blev yderligere forstærket ved Grækenlands
uafhængighed i 1829. De græske biskopper i de bulgarske områder, var
lidenskabelige tilhængere af den såkaldte græske statsopbygning og de
ønskede at genskabe det byzantinske imperium på Balkan halvøen. De
anerkendte ikke bulgarerne som en særskilt etnisk befolkningsgruppe og
overvågede vedholdende deres kamp for selvstændighed.
De bulgarske samfund reagerede skarpt
på de nationalistiske ideer der udsprang fra patriarken i Konstantinopel.
Lokalsamfundene førte en stædig kamp mod tilstedeværelse af de græske
biskopper i de bulgarske provstier. I mens blev et netværk af bulgarske
grundskoler og gymnasier opbygget. I begyndelsen kunne kravene fra
bulgarerne koges ned til at de græske biskopper skulle erstattes af
bulgarske og at det bulgarske sprog igen blev anvendt i kirkerne. Men de
nådesløse modstand fra patriarken betød at bulgarerne; efter krigen på
Krim i 1858; krævede en uafhængig kirke.
Mellem 1856 og 1860 blev de græske
biskopper fordrevet. Et nationalt center opstod omkring den bulgarske
befolkningsgruppe i Konstantinopel, og det tiltrak mange kendte personer,
både fremragende forfattere og andre officielt kendte figurer. Centeret
stod hurtigt i front for kirkens uafhængighedskamp.
Påskesøndag d. 3. april 1860 erklærede
den bulgarske biskop Illusion fra Makariopol,
efter ønske fra det bulgarske folk, kirken for selvstændig. På den måde
blev Jesus opstandelse for evigt forbundet med genopstandelsen af den
selvstændige bulgarske kirke. Men selvfølgelig anerkendte hverken
patriarken af Konstantinopel eller den tyrkiske regeringen
selvstændighedserklæringen. Russerne, som ellers havde kapacitet af
beskytter af de kristne folk indenfor det muslimske imperium, en ret de
havde opnået ved sejre over tyrkerne, anerkendte heller ikke løsrivelsen.
Kampen fortsatte i endnu fem år, det var først da den katolske
propagande bredte sig over store dele af
den bulgarske områder,
at russerne kom på bedre tanker, og gradvist tvang de tyrkerne til at
anerkende kirken som selvstændig. I 1870 blev et dekret udstedt af
sultanen, der anerkendte en autonom bulgarsk kirkelig institution, Det
Bulgarske eksarkat. Alle områder befolket af
bulgarere i Moesien,
Trakien, Dobrudja og en stor del af
Makedonien kom ind under kirkens jurisdiktion.
