Levski
så den nationale befrielses revolution som en følge af hele den
bulgarske befolkningsgruppe vilje til at bevæbne sig, overalt i det
osmanniske rige. Han indså at oprøret skulle være godt organiseret
fra start af, med al den nødvendige militære træning og en
organisering af den interne struktur, som skulle strække sig helt ud
i hver befolkningsgruppe. Organisationen skulle arbejde uafhængigt
af planer eller politiske kombinationer fra andre lande, hvilket,
som allerede erfaret, havde skabt problemer ved tidligere forsøg.
Levski
besluttede også at den fremtidige regeringsform i et befriet
Bulgarien skulle følge principperne omkring fra den franske
revolution. (Human and
Citizen Rights Charter of the Great French Revolution).
Det var det eneste kendte dokument der sikrede
ytringsfriheden, Levski ideer var de
mest radikale af alle de europæiske borgerlig-demokratisk
revolutioner.
Men Levski
var ikke kun hjernen bag det hele. I 1869 påtog han sig også den
store opgave at organisere lokale komiteer. I midten af 1872 havde
han rejst landet tyndt med en apostles dedikation og havde
succesfuldt skabt et solidt netværk af komiteer i hundredvis af
bulgarske byer go landsbyer. Et netværk der stod i tæt kontakt med
den hemmelige regering i Lovech. De
organiserede våben, trænede kampenheder, og straffede forrædere og
tyrkiske øvrighedspersoner.
I maj 1872 slog de to
organisationer, den Bulgarske Revolutionære Central
Kommite (BRCC) og den Interne
Revolutionære Organisation, sig sammen, overbeviste om at det ville
gøre dem stærkere at stå sammen og det styrkede den revolutionære
stemning blandt bulgarerene.
Entusiasmen holdt kun nogle få
måneder, i efteråret det år, under et røveri mod et tyrkisk posthus,
hvor pengene skulle bruges til våben, fandt det tyrkiske politi spor
der førte til afsløringen af flere komiteer i det nordøstlige
Bulgarien inklusive organisationen i Lovech.
Adskillige revolutionære blev arresteret, hvilket truede
organisation med et kollaps. Karavelov
forlangte at Levski øjeblikkelig skulle
start oprøret, men Levski, som befandt
sig i Bulgarien var bevidst om at befolkningen endnu ikke var parate,
og nægtede at gøre som Karavelov sagde.
Han forsøgte at samle alle organisationens dokumenter for at
forhindre at de faldt i tyrkiske hænder. Men i stedet faldt han selv
i tyrkiske hænder, ham blev muligvis forrådt og en domstol dømte ham
til døden ved hængning. Levski blev
hængt i Sofia i februar 1873.
En af hans berømteste udtalelser
var: ”Hvis jeg vinder, vinder hele nationen. Hvis jeg taber, mister
jeg kun mig selv”. Levski sagde også:
”Hvis de hænger mig, vil min grav i det mindste være i Bulgarien, og
alle vil kende den”. Ironisk nok ved man ikke hvor
Levski ligger begravet, tyrkerne har nok
været klar over at graven ville blive et tilløbsstykke.
Hans død sendte chokbølger igennem
de revolutionære kredse. BRCC famlede efter nye veje og metoder.
Flere revolutionære grupper skred til aktioner, men tænkte ikke på
at koordinere dem. Andre sank hen
i apati.
I 1875 var en gruppe unge revolutionære bestående af
bl.a Hristo
Botev, Stefan
Stambolov og Nikola
Obretenov, klar til spille en
vigtig rolle i BRCC. De forsøgte, og det
lykkedes også delvist, at genskabe netværket af komiteer. De
udnyttede den dybe krise som det Osmanniske Imperium befandt sig i.
(Tyrkiet blev erklæret fallit i 1875 mens Bosnien og
Herzegovina blev rystet af opstande.).
Og de unge mænd forcerede forberedelser til det væbnede oprør.
Endelig i foråret 1876 fandt oprøret sted, det kendes nu som April
Opstanden.
Desværre fandt oprøret ikke sted
over det hele, kun i byer og landsbyer i bjergene omkring
Plovdiv, den gamle
trakiske hovedstad var oprøret totalt. I andre regioner
deltog kun guerilla enheder. Efter adskillige dages heroiske kampe,
blev oprøret slået ned med en brutalitet der var uhørt! Tyrkernes
brutalitet stod uden fortilfælde. De tyrkiske troppe massakrerede
befolkningerne i både oprørske og ikke oprørske bosættelser. Flere
steder blev indbyggerne alle dræbt uden skelen til køn eller alder.
