Danskernes redning i 1943 af godt 6.000 jøder
fra deportation og Hitlers koncentrationslejre er kendt verden over.
Bulgarernes redning fra Holocaust af alle deres ca. 51.500 jøder er derimod
meget lidt kendt, i Danmark næsten slet ikke. Bulgarsk-Dansk Forening, der
siden år 2000 har arbejdet for at gøre Bulgarien bedre kendt i Danmark, har
oplevet dette som beskæmmende ikke mindst fordi disse to nationer er de
eneste, der har gennemført den bedrift at redde deres jøder. Vi har derfor
bestræbt os for at udbrede denne historie som en væsentlig side af
Bulgariens image. Det er hidtil sket i ret begrænset omfang, med en kronik i
Jyllandsposten den 29.11.2003, med et velbesøgt debatmøde med deltagelse af
bl.a. Overrabiner Bent Lexner og repræsentanter for Frihedskampens Veteraner
samt med fremvisning af en israelsk dokumentarfilm ”Beyond Hitler’s Grasp”,
foreløbig for mindre forsamlinger i lukkede kredse – af hensyn til
ophavsrettighederne.
Gennem de seneste år har
imidlertid Bulgariens vej til medlemskab af EU, fuldbyrdet ved Nytår 2007,
kaldt på en forøgelse af kendskabet til dette nye medlemsland. For mange
danske er kendskabet begrænset til opfindelsen af youghurt (baseret på
thermobactericum bulgaricum), af det kyrilliske alfabet, charterrejser til
Sortehavskysten og senest et voksende marked for ferieboliger.
Bulgarsk-Dansk Forening vil gerne udvide og uddybe danskernes billede af
Bulgarien, navnlig med kendskab til, at denne nation gennem hele sin lange
historie siden det 7. århundrede, beliggende ved én af folkevandringernes
korsveje, har været en gæstfri og tolerant nation, der næsten ikke har kendt
til antisemitisme. I vore dage, hvor Vesten, inkl. Danmark oplever en stærk
og tiltagende antisemitisme, får det bulgarske eksempel øget aktualitet.
I
forbindelse med Bulgariens indtræden som medlem af EU har vi i Foreningen
søgt at oplyse om Bulgarien i almindelighed og særligt om denne side af
nationens image navnlig gennem TV, hvor vi håber, det vil lykkes hurtigst
muligt efter den 1. januar 2007.
Samtidig
vil vi imidlertid også bringe et mere vedvarende vidnesbyrd om bulgarernes
bedrift i 1943 i form af dette skrift, der er en oversættelse af et kapitel
om Bulgarien skrevet af Hans-Joachim Hoppe, fra en bog, ”Dimension des
Völkermords”, om antallet af Nationalsocialismens jødiske ofre, udgivet af
Wolfgang Benz i München 1991 på forlaget R. Oldenbourg. Bogen er en
omfattende og veldokumenteret gennemgang af jødernes skæbner i alle de
europæiske lande, der blev besat af eller som Bulgarien på anden måde var
forbundet med Hitler-Tyskland.
Den
historie, Hans-Joachim Hoppe fortæller, er så meget mere bemærkelsesværdig
som Bulgarien – især Kong Boris III, Regeringen og Nationalforsamlingen –
kom under et voldsomt pres fra Hitler for at udbrede ”Die Endlösung” også
til dette land. Imidlertid lykkedes det, navnlig i kraft af Kongens indsats
at forhale Nazi-Tysklands pres og efterhånden med støtte navnlig fra Kirken
at gå en prekær balancegang, der efterhånden gjorde det muligt at hindre
deportationen.
Beretningen
om det voksende pres fra Nazi-Tyskland og bulgarernes forsigtige og
opfindsomme modstand er uhyre spændende og dramatisk. I sin fremstilling
nøjes Hoppe ikke med – som bogens titel antyder – at søge ned i kilderne til
de kolde tal, men går dybere ned i de gruopvækkende begivenheders
menneskelige dimension: Kong Boris’ nærmest umulige dilemma mellem Hitlers
personlige pres på ham og hans varetagelse af de nationale bulgarske
interesser, der i en fase af historien fik ham til nærmest at gå under
jorden for at undgå at skrive under på et dekret, der kunne blive fatalt for
mange jøder. Den særlige Jødekommission, der efter nazi-tysk pres blev
oprettet i Sofia, havde en leder, hvis sekretær og elskerinde fik
medlidenhed med jøder i sin venne- og bekendtskabskreds; hun lækkede
jødeforfølgernes planer lige tids nok til at forhindre en katastrofe. Den
ortodokse Kirkes overhoved, Sofias Metropolit (Ærkebiskop – o.a.) Stefan,
havde frem for nogen barmhjertighed, mod og autoritet til at stå frem, tale
nazi-magthaverne midt imod og dermed give Kongen en tiltrængt støtte og
sammen med ham mobilisere en bred folkelig bevægelse, som blev stærkt
medvirkende til sagens vending.
Som
så ofte i virkelighedens grumsede verden var der også en række
tilfældigheder, der spillede ind til fordel for jøderne; men i mange
tilfælde var redningen på et hængende hår. Kongens og Regeringens svage
stilling over for Hitler-Tyskland gav sig udslag i en svingende,
opportunistisk kurs med mange taktiske overvejelser – en politik, der set i
tilbageblik nok kan forekomme lidet heroisk, men som under de givne
omstændigheder synes at have været det optimalt mulige, der også bidrog til
den gunstige udgang.
Hoppe har også beskrevet, hvordan begivenhederne i den store Verden uden
for Bulgarien spillede ind, navnlig da krigslykken vendte ved El Alamain og
Stalingrad, svækkede Nazi-ledelsens gejst og gav dem andet at tænke på.
Det
er blevet brugt imod bulgarerne og deres image, at det ikke lykkedes dem at
redde jøderne fra de tilgrænsende områder, som Bulgarien fik Hitlers
indforståelse med at annektere og besætte. Det handlede om godt 11.000 jøder
fra Makedonien, Thrakien og andre områder. Men Hoppe bringer en meget
nuanceret beskrivelse af disse forhold med særlig vægt på, at disse jøder
ikke var bulgarske statsborgere og derfor ej heller repræsenteret i den
bulgarske Nationalforsamling. Hans læser fornemmer, at Hoppe nok helst ville
tro, at de bulgarske besættelsesmyndigheder ikke havde samme muligheder der
for at modstå presset fra Hitler, men han efterlader heller ingen tvivl om,
at bulgarske myndighedspersoner medvirkede ved deporteringerne. Det var dog
kun nogle få opportunistiske håndlangere, lokket af højere løn og ulovlige
indtægter fra jødernes konfiskerede ejendele. Nærmest sandheden kom Hoppe
formentlig med sin nøgterne konstatering i slutafsnittet ”Status” af, at
”Det ser ud, som om de makedonske (og trakiske – o.a.) jøder blev ofret til
fordel for jøderne i det egentlige Bulgarien”.
Her
er intet skønmaleri - gruopvækkende, brutale kendsgerninger kommer tydeligt
frem, ligesom elendigheden og fortvivlelsen blandt jøderne.
Billedet
er hverken krystalklart eller éntydigt, men slutresultatet synes at skyldes
en kombination af flere faktorer, hvor bulgarernes egen vedholdende modstand,
mere eller mindre passiv, umiddelbart spillede ind i et nervepirrende forløb
fra dag til dag, men hvor også Verdenskrigens gang kom til at spille en
væsentlig rolle.
Afgørende
må være det imponerende resultat i selve Bulgarien, at samtlige 51.500 jøder
blev reddet. En bedrift som den tidligere bulgarske udenrigsminister,
Solomon Passy, selv jøde, har beskrevet som den bulgarske nations største
bidrag til den europæiske civilisation i de sidste 100 år.
Hoppe underbyggede sine oplysninger og vurderinger med talrige fodnoter,
der imidlertid virker noget forstyrrende for læsningen og derfor er udeladt
i oversættelsen; hans to hovedkilder, Frederick B. Chary og Wolf Oschlies
nævnes udtrykkeligt i begyndelsen af hans tekst og i oversættelsen. Disse og
mange andre vidnesbyrd om hans videnskabelige grundighed og troværdighed kan
efterforskes gennem bibliotekerne eller hos Bulgarsk-Dansk Forening.
Hoppes
afsnit om deportationerne fra Thrakien, Makedonien og Pirot er meget
omstændelige med mange detaljer og kan roligt springes over af den læser,
der søger helhedsbilledet. På den anden side er disse afsnit taget med i
oversættelsen som integrerende dele af hans redegørelse og som grundige
bidrag til hans opgørelse af antallet af deporterede, ikke-bulgarske jøder
fra de af Bulgarien besatte områder.
Hoppes
sprog er karakteristisk videnskabeligt tysk, der intet mangler i
detailrigdom og præcision og derfor er vanskeligt tilgængeligt. I
oversættelsen har det derfor været nødvendigt flere steder at bløde nogle
lange, tunge sætninger op, dele og forenkle dem for at frigøre forfatterens
mening fra det bur af indviklet syntaks, hvori han ofte spærrede sit budskab
inde.
Forhåbentlig
er intet væsentligt gået tabt i denne proces, således at det klart vil
fremgå, at det Bulgarien, der ved Nytår 2007 er trådt ind i EU som en ny
partner for Danmark, er en uhyre gæstfri og tolerant nation.
Hørsholm, januar 2007,
Klaus Otto Kappel.
