I årene fra 1185 til 1241
fandt Bulgariens bemærkelsesværdige genrejsning sted. Ved slutningen af
denne periode syntes Bulgarien at være den eneste nation i Østeuropa der var
i stand til at forene befolkning i både kampen mod de indtrængende asiatiske
babarerne og stå imod det katolske Vesteuropa. Men vækstperioden var forbi og
et lige så bemærkelsesværdigt tilbageskridt begyndte. Efter Ivan Asen II’s
død fik begge hans mindreårige sønner titel af tsar, Kaloyan (1241-1246) og
Mikhail Asen (1246-1256). Retslige intriger, komplotter, kup og modkup
plagede landet under fraværet af en stærk mand på tronen. Ubehændig
udenrigspolitik førte til betydelige tab af landområder. Bulgarien mistede
land alle steder. Efter år 1253 hvor Mikhail Asen var blevet voksen prøvede
han på at fastholde Status Quo. Den unge bulgarske regent var til at starte
med ganske succesfuld, men i 1256 blev han myrdet ved et komplot. Den nye
bulgarske tsar Konstantin Tikh (1256-1277) magtede ikke at vende skuden. I
år 1263 led hans hær et stort nederlag mod byzantinerne som var kommet på
fode igen i 1261 og Bulgarien mistede den sydlige Sortehavskyst. Det
svækkede Bulgarien blev igen bytte for tatarernes kraftige plyndringer.
Konstantin Tikh blev en psykisk nedbrudt mand oven på disse nederlag. Han
låste sig inde på Turnovo fæstningen og overlod landet til dets egen skæbne.
I
den ekstremt vanskelige situation blev de bedste udsigter for Bulgarien
åbenbare. Kommandanterne over de regionale militære enheder overtog ganske
enkelt ansvaret for den taktik der, uden medlidenhed af nogen art skulle
drive babarerne ud af landet. På det tidspunkt havde tatarerne allerede
knækket ryggen på Kina, Indien, Rusland, Ungarn og Polen. Alle indbyggerne i
Bulgarien og alt spiseligt blev puttet i sikkerhed på fæstningerne. De vilde
tatarere var ikke gode til at indtage fæstninger, så de mistede rigtigt
mange liv i forsøget. I ly af mørket plejede bulgarerne at snige sig ud fra
fæstningerne og slagte hundredevis af dem der var sendt ud for at finde
føde.
I
året 1277 blev en mand med navnet Ivailo hjernen bag modstanden mod
tatarerne. Ifølge nogle kilder var han en simpel bonde, men andre mente at
han en boyar og samtidigt chef for fæstningen ved Ovech (nu Provadia). Efter
gradvist at have udmattet tatarernes tropper, samlede Ivailo sine troppe og
drog ud for rette et afgørende slag mod de uindbudte tatarer. Og ikke længe
efter var de alle fordrevet fra Bulgarien. Herefter blev Ivialo kronet som
tsar. Men kun tre år senere blev han myrdet i et internt opgør om tronen.
Georgi Terter blev kronet. Syv år senere blev han tvunget til at acceptere
at Bulgarien blev en vasalstat under tatarernes khan. Men tatarerne turde
ikke prøve lykken ved igen at forsøge at invadere landet. Regeringsperioden
for den næste tsar, Smilets (1292-1298) blev endnu mere upersonlig og
ydmygende. Ved hans død gik Bulgariens trone direkte til Chaka, søn af Nogai
som var khan for den gyldne Mongolske horde. Stadig turde igen af tatarernes
troppe at invadere Bulgarien og alligevel var Bulgarien underlagt tatarernes
politik.
Læs om
Bulgarien i middelalderen 1300-1371
