|
 |
| Støt et barn
i Bulgarien! |
| |
Velkommen til
wonderland Bulgarien
|
Bulgariens historie:
Kristendommen bliver indført
|
| Det 9.
århundrede |
|
I år 852 besteg Khan Boris
den bulgarske trone. Som arving af dette enorme land, blev han en
indflydelsesrig medspiller i det europæiske politiske spil over de næste ti
år. Allerede i år 853 blev han involveret i alliancepartneren Frankrigs krig
mod Tyskland og Kroatien. I år 862 blev han involveret i en krig mod Stormoravien og byzantinerne, denne gang i alliance med tyskerne. I disse
sønderknusende krige, som dog ikke betød tab af land, blev det åbenlyst at
det var umuligt at bevare de forskellige religiøse gruppers fulde opbakning.
Kontakten med de europæiske kristne lande havde overbevist de bulgarske
politikere om at de, på trods af deres militære styrke, var sat i en
uholdbar situation som medspiller på den internationale scene. Dette blev
sat på spidsen af den officielt erklærede hedenske status for den bulgarske
nation.
Så Khan Boris besluttede at
indføre Kristendommen som den eneste officielle religion i Bulgarien. Der
blev etableret kontakt med den tyske konge Ludowig 1, som sendte sine
prædikanter mens bulgarerne arbejdede på at tilslutte sig den
romersk-katolske kirke, både religiøst og administrativt. Denne nyhed betød
en øjeblikkelig krigserklæring fra byzantinerne. |
 |
|
Tilstedeværelsen af den
magtfulde romersk-katolske kirke bogstaveligt talt på dørtrinnet til deres
græsk-ortodokse land (som åbenbart allerede dér var raget uklar med Rom)
kunne komme til at betyde en skræmmende fremtid for de østromerske herskere
i Byzantium. Men Khan Boris valgte ikke at gå imod sin befolkning, der stadig
led efter en af de værste tørkeperioder i historisk tid og eftervirkninger
af en jordskælv der varede i 40 dage. Så på grænsen blev de byzantinske
tropper mødt af bulgarske udsendinge der havde medbragt erklæringer om at
bulgarerne ønskede at tilslutte sig den græsk-ortodokse kirke i
Konstantinopel. I praksis betød det at den bulgarske kirke blev en filial
af kirken der. Den byzantinske hersker Michael (842-867) som havde sat sig
op til en konflikt mod sin stærke nabo, åbenbart med synkende mod, blev så
lettet over at komme ud af krisen uden tab at han overdrog området Zagora i
det sydlige Thrakien til bulgarerne. |
|
I år 863 blev den græsk-ortodokse kristendom indført som officiel
statsreligion og omvendingen af alle ikke kristne blev startet.
Indførelsen af kristendommen skete ikke uden store sindsbevægelser,
ikke så meget på grund af selv religionen, men mere på grund af den
kristne lovgivning der blev taget fra byzantinerne og indført i hele
Bulgarien. Dele af adelen i de eksterne områder startede et oprør
mod Khan Boris, men det blev hurtigt slået ned af de centrale
styrker, stort set uden tab af blod. I slutningen af året besluttede
den bulgarske hersker at den bulgarske statskirke skulle underordne
sig paven i Rom. Han var blevet nervøs for at de bulgarske gejstlige
ville begynde at handle efter byzantinernes interesser, fordi de var
underlagt kirken i Konstantinopel. |
 |
|
|
Paven i Rom havde ikke en regulær
militær styrke der kunne bakke ham op, så Boris vurderede at det ville gøre
de gejstlige mere uafhængige og at Bulgarien dermed ville stå friere og have
flere muligheder for at kontrollere de politiske kræfter i landet. Den
politiske alliance med Tyskland blev fornyet ved samme lejlighed.
Romersk-katolske gejstlige kom til landet og fordrev gradvist de
græsk-ortodokse præster og tog ansvaret for det åndelige liv i det nydøbte
land. Det viste sig dog hurtigt at paven i Rom ikke ville tillade den
bulgarske kirke mere selvstyre end den traditionelle organisation i den
katolske kirke. Så allerede i år 870 vendte Khan Boris sig igen mod
Konstantinopel som nu var indstillede på at indgå et kompromis, så den
bulgarske kirke fik større frihed end de kunne opnå i Rom.
Kirken i
Konstantinopel anerkendte således den bulgarske kirkes overhoved som en
uafhængig, selvstyrende fælleskirkelig leder, for kirkerne i hele Bulgarien
og tilknyttede områder. Det betød faktisk at den bulgarske kirke blev
selvstændig, hvilket tillod de politiske ledere i Bulgarien at have kontrol
over prælaternes aktiviteter, kirkens tilknytning til Konstantinopel var
således rent formel. Byzantinerne blev overtalt fordi de troede at
anvendelsen af det græske sprog i kirkerne spredt ud over hele Bulgarien
ville være en fordel for dem i deres bestræbelser på at undergrave den
bulgarske stat og magtstrukturen i landet.
Således besluttede Bulgarien endeligt at have tilknyttet statskirken til
patriarken i Konstantinopel, og at landets politiske og kulturelle skæbne
dermed var fælles med de kristne østeuropæere. Og det blev startskuddet for
etableringen af det slavisk-byzantinske kulturelle fællesskab, som gradvist
formede sig og udviklede sig som grundlaget for den østeuropæiske
civilisation igennem middelalderen.
Det blev tydeligt at faren for en national opløsning, både etnisk,
sprogmæssigt og kulturelt ikke kunne ignoreres. I alle kirkerne, lige fra
domkirkerne i de store byer til landsbykirkerne langt ude på landet, blev
gudstjenesterne besørget på græsk. De bulgarske gejstlige blev uddannet i
Grækenland, i lighed med de fremtidige administrative medarbejdere på alle
niveauer.
|
|
Opfindelsen af det
kyrilliske alfabet |
|
