Set i lyset af de vanskelige vilkår i genopstandelsesperioden, landet blev regeret af fremmede, kirken blev administreret af andre, der var ingen nationale kulturelle institutioner og borgerklassen var økonomisk svag, så udviklede den bulgarske kultur sig ganske bemærkelsesværdigt.

Et af de mest betydende kulturelle fænomener fandt sted i forbindelse med oplysningstiden. Hverken de små middelalderlige klosterskoler, hvor man stort set kun underviste i at læse og skrive, eller det elendige intellektuelle niveau de muslimske skoler befandt sig på, kunne tilfredsstille behovene hos Bulgarerne. Bulgarerne, der følte sig tættere knyttet til den europæiske moderne kultur, både i religiøse, økonomiske og psykologiske anliggender, end til besættelsesmagten, så hvordan det tingene udviklede sig i det moderne Vesteuropa. Der er ingen tvivl om at de hentede inspiration til udviklingen af den bulgarske kultur der og etableringen af et netværk af moderne skoler er det tydeligste bevis på det.  

I 1824 udgav Dr. Peter Beron, en af de få der på det tidspunkt der havde fået en uddannelse i udlandet, Heidelberg, en helt ny form for skolebog, Fiskens ABC. Bogen indeholdt bl.a. emnerne grammatik, naturvidenskab, aritmetik, anatomi og litteratur.  I bogen plæderede Dr. Beron for introduktionen af den progressive Bell-Lancaster undervisningsmetode i fremtidens bulgarske skoler. Herfra tog det kun nogle får årtier før det nye skolenetværk talte over 1.500 underskoler og dusinvis af gymnasier. Alle kørte efter de mest avancerede forbilleder fra Vesteuropa. Herefter blev tusindvis af bulgarere optaget på universiteterne i Rusland, Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn og Storbritannien. Den hjemvendte højtuddannede elite udviklede på kort tid den bulgarske presse, litteratur og kunst.

Det er værd at bemærke at denne udvikling fandt sted på trods af de store kulturelle skel der var mellem, på den ene side de besættende tyrkere og deres gammeldags politiske holdninger og på den anden side den fremmede administration af kirken. Hele skolenetværket blev opbygget uden støtte fra hverken stat eller kirke. Alle pengene til bygninger, møbler og lærebøger kom fra patriotiske bulgarere! Den lærde intelligentsia lagde grunden til udviklingen af den nye bulgarske kultur. I begyndelsen af det 19. århundrede blev der udgivet mange nye litterære værker på bulgarsk, hvilket yderligere bevidnede bulgarernes dybtfølte demokratiske litterære traditioner.

Den bulgarske presse blev regelmæssig i begyndelsen af 1840’erne og i 60’erne udkom der over 50 forskellige aviser og magasiner på bulgarsk, både i ind- og udland. I flere af nabolandene blev aviser og magasiner fortrinsvis distribueret af de bulgarske immigranters revolutionære organisationer.

Flere bulgarere der arbejdede på universiteter i udlandet, bl.a. Dr Nicola Piccolo (Sorbonne), Marin Drinov og Spiridon Palauzov (St Petersburg og Krakow), Dr Peter Beron (Heidelberg), opnåede seriøse resultater indenfor historie, filosofi, naturvidenskab, matematik og medicin. En gruppe akademiske bulgarere dannede det Bulgarske Videnskabs Akademi i Braila i Rumænien i 1869.

Efterforskningen af den bulgarske historie optog en speciel plads i alle akademiske aktiviteter, og dannede en af grundstenene i udviklingen af den nationale selvbevidsthed. Allerede i det 17. århundrede blev der skrevet værker af stor historisk værdi af forfattere som Peter Bogdan, Hristofor Zhefarovich, Georgi Rakovski og Vasil Aprilov. Specielt Father Paisi, der var munk i Hilendar klostret på Athos bjerget, vandt stor popularitet med udgivelsen af bogen ”Hele Bulgariens historie”.

Poesi og skønlitteratur indtog en speciel plads i udviklingen af den bulgarske kultur. De første digte på bulgarsk blev skrevet omkring år 1700 af  bl.a. Peter Bogdan, Pavel Duvanliev og Peter Kovachev. Højdepunktet i poesien blev nået i det 19. århundrede af poeter som Hristo Botev, Georgi Rakovski, Dobri Chintulov og Petko Slaveikov som også deltog i den nationale revolution. Indenfor skønlitteratur, drama og litterære kritikere bør specielt nævnes navne som Liuben Karavelov, Dobri Voinikov og Nesho Bonchev.

Sammen med de moderne europæiske tendenser, udviklede nogle af de traditionelle kunstarter sig hastigt. Tidligere var de finere kunstarter i høje grad lig med kirkelig kunst, såsom Ikon- og kalkmalerier. Men nu dukkede et antal kunstmalere, der var blevet uddannet på kunstakademier i Rusland, München og Wien op. Arkitekturen udviklede sig også til en kunstform, der var godt nok ingen regering der bestilte officielle bygninger, så man byggede utallige klostre, kirker, broer og private hjem. Bygninger fra den periode har deres helt specielle charme, ingen der har set huse fra den tid kan sige sig upåvirket af deres skønhed og praktiske indretning, specielt ikke når man tænker på at arkitekterne var fuldstændigt selvlærde.