Efter befrielsen og under
rekonstruktionen af landets selvstændighed, fik kulturen nye
udviklingsbetingelser. I de første friheds årtier var regeringen
opsat på at distancere landet fra Orientens tilbageståenhed,
hvilket stimulerede den mangfoldige indflydelse fra moderne
europæisk kultur. Europæiseringen berørte alle kulturelle
sfærer, uddannelse, videnskab, litteratur og kunst. På mange
måder overhalede den kulturelle udvikling udviklingen indenfor
økonomien og moderniseringen af statsapparatet.
Uden dogmatiske begrænsninger
eller censur, den bulgarske forfatning var mellem de mest
liberale i verden, dukkede utallige nye og til tider modsat
rettede trends op på den kulturelle scene. Intelligentsiaen var
begærlige efter at adoptere alle “ismerne”, lige fra de
filosofiske teorier af Marx, til dekadente idealistiske
koncepter – pessimisme og symbolisme.
Litteraturen havde forsat
førertrøjen på i det kulturelle miljø. Men var nu præget af to
forskellige retninger. Den ene fløj der blev støttet af de
litterære kredse omkring Ivan Vazov,
prøvede på at udvikle litteraturen som en slags kritisk realisme
blandet op med folkeminder. Den anden fløj var repræsenteret af
kredsen omkring magasinet Misul
(Tanken), udgivet af poeten
Pencho
Slaveikov og litteraturkritikeren
Kiril Krustev. Deres linie lå
tættere på tendenserne i den vesteuropæiske litteratur, og var
ret karakteristisk for den internationale ankerkendelses-søgende
litteratur i den periode. Men denne strid var god for
udviklingen, idet den bulgarske litteratur hurtigt hævede sig
til sammen standard som i resten af Europa. På trods af at det
bulgarske sprog ikke er udbredt i udlandet, blev digte af poeter
så som Theodor Trayanov,
Dimcho
Debelianov og Peyo
Yavorov udgivet i mange europæiske
lande. En anden poet, Pencho
Slaveikov, blev endda nomineret til
Nobelprisen i 1912.
Efterkrigsperiodens litteratur
blev præget af den marxistiske trend, som især optog
Hristo
Smirnenski og Geo
Milev. Andre kendte forfattere fra
den tid er Elim
Pelin, Yordan
Yovkov,
Elisaveta Bagriana, Dora Gabe
og Anton Strashimirov.
Det var også på det tidspunkt
at bulgarske operasangere og bulgarsk musik begyndte at blive
kendt ude i den store verden. Listen af kendte bulgarske sangere
og musikere der opnåede verdensberømmelse, er lang, men her bør
nævnes navne som Stefan Makedonski,
Hristina
Morfova, Mihail
Popov and
Mihail Lyutskanov, som blev
efterfulgt af Boris Hristov, Nikolai
Gyaurov, Raina
kabaivanska,
Elena Nikolai og Nikola
Gyuzelev.
Også indenfor kunstmaleriet
blev flere bulgarere verdensberømte:
Vladimir Dimitrov
(mesteren), Kiril
Tsonev, Tsanko
Lavrenov,
Andrei Nikolov og Jules
Pasquam.
Indenfor videnskaben og
uddannelser skete der også en enorm udvikling, hovedsagelig på
grund af en stor indsats fra staten. Autoriteterne så
videnskabelig forskning som et værktøj i kampen for at
modernisere landet. Skolebygningen
blev nu det arkitektoniske og ret dominerende midtpunkt i
rigtigt mange bulgarske byer og landsbyer. Den demokratiske
forfatning tillod mand udlændinge, som blev forfulgt i deres
egne lande for enten politiske eller nationale holdninger, at
slå sig ned i Bulgarien. Deres indflydelse på
uddannelsessystemet har uden tvivl været medvirkende til at
højne uddannelsesniveauet betragteligt og dermed øge de
forskningsmæssige resultater. En karakteristisk ting indenfor de
videnskabelige cirkler i Bulgarien er at man altid har formået
at holde politik og forskning adskilt og dermed bevare den
progressive humanistiske indfaldsvinkel.
