Selvfølgelig, når vi taler om en periode på
mere end 700 år, vil der være tale om en udvikling. Men den udvikling som
bulgarerne gennemgik, er faktisk helt utrolig. De overhalede hurtigt de
andre folkeslag fra Altai stepperne, herunder de nærmest relaterede Avarerne,
Pechenegerne, Lizerne og Cumanerne.
Bulgarerne var nomader i deres oprindelige
hjemland. Det betyder ikke, som mange fejlagtigt tror, at de levede på
hesteryg og I hestevogne eller var på rejse et eller andet sted hen hele
tiden. I de akademiske kredse betyder det at et folk er nomader simpelthen
at de lever af kvægbrug. Nomaderne havde permanente vinterkvarterer.
Under de andre tre årstider rejste mændene og
de store børn rundt i hælene på kvæget, for at finde de bedste græsgange.
Det gjorde man også blandt bulgarerne på Balkan helt frem til Balkan krigen.
Kvinderne i Kotel og Zheravna i Balkanbjergene, så, som måske bekendt, kun
deres mænd fra omkring jul og frem til slutningen af februar. Resten af året
var mændene ude at vandre med dyrene i Dobrudja området. Situationen var den
samme i Smolyan, Shiroka Luka og Dospat. Den eneste forskel var at mændene
her førte deres får til Aegian Thrakien.
Nomade-livet blev levet af alle på Altai
stepperne, men i de nye bosættelser nord for Sortehavet var antallet af
kvægbrugere faldet betragteligt. Her byggede bulgarerne store byer af
stenhuse og fæstninger og udviklede minebrug og metallurgi. De havde brug
for, for den tid, anseelige mængder af metal til både våben og
landbrugsredskaber. På det tidspunkt viser de arkæologiske fund tydeligt at
en betydelig del af bulgarerne var begyndt at dyrke jorden, at så og høste.
Nogle af de fundne såkorn viser at der var sket en udvælgelse af de højest
ydende korn igennem århundreder.
Bulgarernes bedrifter på det tidspunkt
forbløffede deres samtidige. De armenske historikere skriver om hvordan kun
bulgarerne nord for Kaukasus bjergene levede i byer af stenhuse, mens alle
andre levede i hytter og telte. Metalproduktionen gav dem bedre våben og
skjolde, ikke kun krigerne var dækket, men også deres heste. Bulgarerne
lavede vanskelige operationer på f.eks. hjerneskaller, de var gode
matematikere, de opfandt en utroligt præcis kalender og disse ting er stadig
beundret af de respektive eksperter nu til dags.
Selvfølgelig var de økonomiske og
teknologiske forspring som bulgarerne fik, frem for de andre barbariske
stammer, hverken på grund af en racemæssig fordel eller fordi de var
udvalgte af gud. Både dengang og nu er der mennesker der holder sig for sig
selv og lukker alle fremmede ting ude, mens andre mennesker er ivrige for at
adoptere og udvikle alle mulige lånte ideer, teknologier og fremmede
kulturer. Bulgarerne var åbenbart gode til dette. Alt andet lige boede de i
smeltediglen mellem de største kulturer dengang, kineserne, inderne,
byzantinerne og perserne var alle deres naboer og herfra fik de viden om alt
hvad der rørte sig i verden dengang.
Det er svært at sige noget generelt om deres
type fra det 4. århundrede og frem. Antikkens historieskrivere beskriver dog
bulgarerne som høje og slanke, med stor styrke og udholdenhed. En antik
arabisk geografilærer beklagede sig over at ti arabere ikke kunne nedkæmpe en
bulgarsk mand.
Arkæologisk udgravninger på bulgarsk
gravpladser ved Pliska, Kiulevcha, Novi Pazar og andre steder fra tiden
mellem det 7. og 9. århundrede, viser at gennemsnitshøjden på bulgarerne var
1.75 m , mens gennemsnithøjden af europæerne på det tidspunkt var 1.60 m. Men
hverken højden eller den fysiske styrke er usædvanlig. Man har længe vidst
at højde og styrke hænger sammen med hvor meget kød man spiser og bulgarerne
var jo først og fremmest kendt som effektive kvægbrugere og både
militærtjeneste og landbrugsarbejde gav dem den fysiske træning.
Det åbne og fleksible samfund tiltrak mange
fremmede mennesker fra andre steder, som enten var blevet fordrevet eller
som var flygtet af forskellige årsager. På deres mange togter til
Centraleuropa og Balkan hjembragte de store mængder af fanger, bade mænd,
kvinder og børn – tyskere, slaver, thrakiere, romere og grækere som alle
gradvist blev integreret i samfundet, uden særlig skelen til race eller
oprindelse.
Så at skulle beskrive bulgarerne som en
bestemt type på stifteren af det første Bulgarien, Khan Kubrats tid giver
ikke mening. Ifølge visse sprogforskere betyder bulgarsk da også 'mixture',
en blanding af folk fra forskellige folkeslag.
Bulgarernes religion fra deres hjemland var
en tilbedelse af dyrenes ånder blandet op med tilbedelse af forfædre,
kvækkeri, shamanisme og tro på guden Tantra. Men i de nye bosættelser var
der en bemærkelsesværdig religiøs tolerance. Både arkæologiske udgravning og
flere dokumenter fra datiden beviser at der i tiden hvor de boede nord for
Sortehavet, var både kristne, buddhister og jøder imellem dem.
Den bulgarske hær bestod af fysisk stærke og
veltrænede mænd, men i krisetider blev også unge kvinder rekrutteret.
Datidens stringente regler, der skildrede både rettigheder og pligter for
hærens folk og som senere blev omdannet til love, danner stadig grundlaget
for nutidens hæres statutter. Tropperne var stort set alle beredne. Udover
det lette kavaleri som var almindeligt på den tid, havde bulgarerne også
tungt armerede soldater med både mænd og heste klædt i ringbrynjer af metal.
Et angreb leveret af disse styrker, på Khan Kubrats tide var det tunge
kavaleri oppe på 30.000 mand, kan vel nærmest sammenlignes med angrebet fra
en moderne tank. De mange sejre over bl.a. byzantinerne skyldes nok
hovedsagelig disse special troppers voldsomme slagstyrke. Byzantinerne nåede
aldrig op over 400 tunge kavalerister.
Bulgarernes våben bestod for det tunge
kavaleris vedkommende af sværd, økser, knive og for det lette kavaleri
bestod våbnene af lanser og tunge buer og pile. Fuldstændig afhængige af
disse tropper overlevede bulgarerne de store folkevandringer og levede så
længe at de skulle opleve at få deres egen stat.
Læs om fødslen af den første bulgarske stat her.
