En mere stabil periode, og et lille
økonomisk opsving, satte ind i 1925. Dette skyldtes hovedsageligt en
genoplivning af verdensøkonomien. Den eksisterende industri fik
moderniseret teknologien mens energiforsyningen kunne øge
produktionen. Landbrugsproduktionen oplevede et
betydelig fremskridt. Ved siden af det traditionelle skovbrug
og kornafgrøderne, dukkede nye industrielle afgrøder, såsom oliefrø
og sukkerroer op. De udgjorde nye råvarer for den veludviklede
bearbejdningsindustri og var en del af en ny konkurrencedygtig
eksport. Skridt for skridt, gik udviklingen af industrien og
opdyrkningen af jorden i den rigtige retning og skaffede midler til
at formindske flygtningeproblemets økonomiske byrde på samfundet.
Ved krigens slutning var over 300.000 bulgarere fra Makedonien,
Thrajien og
Dobrudja flygtet til Bulgarien.
Konsolideringen af økonomien tog
brodden af de irriterende sociale indre uoverensstemmelser. Ifølge
Cominterns påstande var det ikke længere
nødvendigt med en revolution i Bulgarien, og kommunisterne måtte
tilbagekalde deres væbnede oprørs planer fra 1925. Den spændte
atmosfære med terrorisme kølede gradvist af.
I perioden frem til anden
verdenskrig dykkede det traditionelle borgerlig-demokratiske system
ned i en dyb krise. Der var to hovedårsager til den tilstand det
politiske liv befandt sig i. De traditionelle borgerlig-demokratiske
partier manglede opbakning i befolkningen,
p.g.a. deres inkompetente regeringstid under Balkan krigene,
udtalt korruption indenfor rækkerne samt deres uforsonlige måde at
tackle terroristerne på. De to partier, BCP og BPAU, som tidligere
havde nydt godt af en stor folkelig opbakning var ligeledes i krise.
Bondepartiet blev delt i flere fraktioner, der skiftevis var
fjendtlige overfor hinanden og indgik i skrøbelige samarbejdsaftaler
med hinanden.
BCPs
status var mere kompliceret. De blev forbudt af en særlig lov, Stats
Sikkerheds Beskyttelses Akt, specielt vedtaget af
nationalforsamlingen. Men i løbet af 1927 genoptog de aktiviteterne
og blev registreret under et nyt navn, det Bulgarske Arbejderparti
BWP. De levede op til instrukserne fra
Comintern om urokkelig lydighed, og prøvede igen at støbe
kugler af uro, men indsatsen var fuldstændig utilstrækkeligt målt ud
fra situationen i landet. Dette var med til at skave yderligere
forvirring og vælgerflugt. Ikke desto mindre gik det godt for dem i
valgene, titusindvis af mennesker satte deres kryds ved BWP og
hjalpm dem med at vinde det kommunale
valg i Sofia i 1932.
Vanskelighederne med at opretholde
en ledende position for ethvert af de borgerlige partier, lå i at de
fandt det umuligt at gøre nogen form for seriøse fremskridt i de
udenrigspolitiske spørgsmål, specielt løsningen på et brændende
problem for det bulgarske folk, Neuille
traktaten. At få traktaten annulleret
eller i det mindste revideret inkluderende en eftergivelse af de
kolossale krigsskadeerstatninger, anerkendelse og regulering af
rettigheder og frihed for de bulgarske minoriteter i nabolandene på
Balkan og lignende problemer, ville have svaret til en helbredelse
af den bulgarske folkesjæl. Men de andre Balkan stater havde
allerede formet en stærk blok med de sejrsrige stormagter og afviste
ethvert forsøg på afspænding, såvel som enhver retfærdig
forespørgsel fra bulgarerne, selv dem der dybest set også kunne være
til fordel for dem selv.
De politiske partier der var
kløftede og splittede af interne stridigheder blev gradvist enkle
forbindelser mellem mennesker, uden principper og med kun det ene
mål, at komme til magten så de kunne deltage i den kriminelle deling
af landets økonomiske ressourcer. I begyndelsen af trediverne førte
krisen til en nedslående mangel på tillid til det demokratiske
system. Forsøgene på at finde en vej ud af krisen på parlamentarisk
facon gav ingen resultater. Mange bulgarere fulgte nøje med i
udvikling i både Italien og Tyskland, som begge havde fået indført
fascistiske diktaturer, og mange mente at det kunne være en måde at
løse problemerne på. Der blev dannet op til flere fascistiske
partier, men ideen vandt aldrig genklang hos flertallet af det
bulgarske folk, der ikke kunne fornægte deres demokratiske sind.
Mistilliden til de traditionelle
demokratiske værdier var grunden til tilsynekomsten af en ny type
politikere på den politiske scene i trediverne, den ideologiske
kreds Zveno. De forkastede ideen om
partipolitik men mente at magten skulle gives til den økonomiske og
intellektuelle elite i landet, uanset deres politiske holdninger.
Zveno gik også ind for kommunisternes
forslag om afskaffelse af klasseforskelle i samfundet. Selvom
Zveno var fortalere for stærke og
totalitære institutioner og forkastede demokratiet som et statsligt
styresystem, var de ikke fascister. De havde ingen af de fascistiske
tankegange, ej heller racistiske eller racemæssige forbehold. De
stræbte ikke efter at organisere en massebevægelse som et instrument
til at opnå stærk og langvarig politisk støtte til deres ideer.
Deres ideer byggede mere på typiske amatøragtige politiske tanker,
støttet af nogle officerer der følte en ægte bekymring for landets
fremtid.
D. 19. maj 1934 gennemførte
Zveno et statskup. De indsatte en
regelingsleder,
Kimon Georgiev, der suspenderede
forfatningen, afskedigede nationforsamlingen,
forbød og opløste de politiske partier og vedtog en masse love der
skulle understøtte et statsligt burokratisk
maskineri. IMRO, en af de største forhindringer i at opnå tålelige
relationer til nabolandene blev undertrykt. I forsøget på at lede
Bulgarien ud af dets internationale isolation, tog etablerede den
nye regering diplomatiske kontakter til Sovjetunionen, forbedrede
relationer til både Frankrig og Storbritannien og gjorde sig store
anstrengelser for at forbedre forholdet til Jugoslavien. Som
erklærede republikanere tog Zveno
regeringen forskellige skridt for at udfordre monarkens
position.
Zveno
regeringen indførte en del love, der skulle sikre en udstrakt
statskontrol med de private virksomheder. Til gengæld fik
kooperativerne friere hænder og staten fik monopol på alle centrale
industrier samt bankvæsnet. Denne politik gav en vis økonomisk
fremgang, men det sikrede også Zveno
regeringen en dårlig karakter fra den borgerlige middelklasse. Det
lykkedes regeringen stort set at støde alle i middelklassen, de
traditionelle partier, kommunisterne og monarken fra sig på få
måneder. Eftersom de manglede det meste af befolkningens støtte,
blev de nemme ofre for militæret, som var loyale overfor kong Boris
III. En af de militære grupper tvang således
Kimon Georgiev til at resignere i
januar 1935. En ny regering, der var loyal overfor monarkiet blev
dannet.
Tsar Boris III havde en idé om at
udvide sine beføjelser således at han havde den ledende magt i
landet. Han var bekymret over landets skæbne og var overbevist om at
ingen af de gamle partier eller de nye politiske kredse kunne skabe
en god fremtid for Bulgarien. Han udarbejdede en politisk plan der
gradvist skulle fjerne Zveno fra den
politiske scene. De var da også stort set væk inden starten på 2.
verdenskrig. Regenten havde ingen planer om at genskabe det
konstitutionelle parlamentariske system. Men det var ikke nemt for
ham at ophæve Turnovo konstitutionen
idet bulgarerne var ekstremt overfølsomme grænsende til
ondskabsfulde overfor alle former for autoritative kræfter, efter at
have været frarøvet et egentligt aristokrati og elitære spirituelle
lederne i hen ved seks hundrede år.
Selv under krigene havde kongens
særlige rettigheder været stærkt begrænsede og derfor var han især
omhyggelig med at udbrede, for ham hensigtsmæssige, elementer af
frygt for fremtiden, at overholde løfter om valg og iværksætte
skræmmekampganer imod det konventionelle borgerlige statsapparat. På
den måde lykkedes det ham at overbevise folk om at han var deres
bolværk imod det politiske system og at han som den eneste kunne
give dem håb om en bedre fremtid. Det må indrømmes at den royale
kampagne var en succes. Trætte som de var af ævl og kævl,
accepterede folket kongens diktatur og derfor styrede kong Boris III
næsten enevældigt landet med hjælp fra en loyal
opsynsførende regering.
Læs videre her
- om anden verdenskrig
