Den dramatiske situation i
Bulgarien og på Balkan var endnu ikke gået op for det romersk-katolske
Vesteuropa. I stedet for at assistere deres kristne naboer i Østeuropa,
foretrak Vesteuropa at tage del i opdelingen af Balkans arv. Et korstog
ledet af Amadeus VI af Savoyen, angiveligt rette direkte mod osmannerne,
erobrede den sydlige del af Sortehavskysten i 1366.
I 1365
besatte ungarerne den løsrevne bulgarske stat Vidin.
De blev med stort besvær
drevet ud igen af bulgarerne i 1369. Genova blev involveret I en lang krig
mod den bulgarske selvhersker af Dobmdja som endte så sent som i 1387.
Denne kortsigtede politik i
vest, hjalp de osmanniske tyrkere til at fortsætte deres udvidelser på
Balkan. I 1378 begyndte den nye politiske magt, det Osmanniske imperium en
ny krig mod Bulgarien og Serbien. De strategiske fæstninger ved Sofia og Nis
blev besejret efter hårde kampe i henholdsvis 1388 og 1385. Det Osmanniske
imperium splittede alt ad. Den truende og skræmmende fare tvang endelig
Serbien, Bulgarien, Bosnien og de bulgarske og serbiske feudale udbrydere
ind i en militær og politisk alliance i 1387. De begivenheder der skete
derefter viste at det var et skridt i den rigtige retning. På trods af at
alliancen manglede nogle af de stærkeste bulgarske, serbiske og byzantinske
jordbesiddere, så lykkedes det alligevel for de forenede kristne tropper at
tilføje den islamiske hær et blodigt nederlag ved Plochnik i 1387. Men det
følgende år, da ottomanerne angreb Bulgarien igen, kom der ingen og hjalp.
Efter vanskelige kampe faldt det nordvestlige Bulgarien i tyrkernes hænder.
En fredstraktat bekræftede at Bulgarien var en osmannisk vasalstat.
Derefter gik tyrkerne efter
Serbien og Bosnien. I 1389 mødte tyrkerne de sydlige slavers hære i et
regulært slag på Kossovo Pole (solsortemarken). På trods af at Bulgarien var
en osmannisk vasalstat sluttede bulgarske regimenter sig til den serbiske
hær. Tyrkerne vandt slagte hvor begge siders ledere, prins Lazar og sultan
Murad blev dræbt. Her endte krigen mellem det kristne Østeuropa og de
indtrængende islamister. Osmannerne var ganske enkelt totalt overlegne
militært og det var udelukkende deres tab ved Plochnik, Kossovo og I det
nordlige Bulgarien mellem 1387 og 1389, der havde trukket krigen i langdrag.
Store Turnova, Bulgariens
hovedstad faldt i 1393 og tsar Ivan Shishman blev dræbt på Donau under
forsvaret af Nicopolis. Tre andre løsrevne bulgarske områder Dobrudja,
Prilep og Velbazhd, faldt inden udgange af det år. Kun den bulgarske
selvherskende stat Vidin bestod som en øde ø i havet af tyrkiske
besiddelser.
Endelig forstod Vesteuropa
faren ved den islamistiske invasion. Fjendtligheden overfor alt som ikke
passede ind i deres ideologier og deres voldsomme intolerance overfor alt
europæisk, fik de politiske kræfter i Europa til at organisere et kæmpe
korstog mod tyrkerne. I 1396 invaderede over 60 000 vesteuropæiske
korsriddere, anført af kong Sigismund, Bulgarien. Tsar Ivan Sratsimir
(1356-1396), den sidste regent i Bulgarien, gik ind i den vesteuropæiske
hær. De forenede vest- og østeuropæisk kristne kræfter, nåede så langt som
til Nicopolis ved Donau floden. Her, nedenfor et gammelt bulgarsk fort, blev
korsridderne, i mangel på koordination og en ordentlig styring, igen slået
af tyrkerne. Selvstyrende Vidin mistede sin uafhængighed.
Her blev
middelalderens Bulgarien endeligt udslettet.
Byzants og Serbien blev
begge ødelagt nogle få årtier senere. Det sydøstlige Europa befandt sig på
fjendtlige asiaters hænder.
* * *
Under de syvhundrede års
tilstedeværelse på den politiske scene i Europa, bidrog middelalderens
bulgarske stat til udviklingen og formningen af middelalderstaternes levevis
på det gamle kontinent, som senere dannede grundlaget for den moderne
europæiske civilisation. Bulgarien blev den første stat i Europa der var
baseret på en national identitet, i kontrast til de lande der hyldede
ideologien med en universel stat. Dette ville have dømt alle nye stater til
tab af politisk, kulturel og national identitet. Da Bulgarien var stærkest
lykkedes det for dem at afbalancere den vanskelige politiske situation, med
romerriget i Vest og Byzants i øst. Bulgarien var også en vigtig del af den
menneskelige barriere, der forhindrede bølgerne af barbarere og muslimer i
at trænge ind i det centrale Europa. Det bulgarske blod der blev udgydt på
slagmarkerne havde hjulpet Vesteuropa med den fredelige udvikling.
Introduktionen af et nationalt sprog talt af folket, af embedsmænd og de
lærde samt brugt ved gudstjenester i kirkerne, gav en national identitet og
var et godt eksempel på hvordan man kan skabe grundlaget for demokratisk
styre.
Læs om den osmanniske besættelse her