Da denne stat opløstes
under stort pres fra khazarerne
drog han og hans to brødre igen af sted, som de nomader
de stammede fra. Det vides ikke hvorfor han valgte at
krydse Donay og slå sig ned
i Ongul regionen (det
sydlige Bessarabia). Men da
han i 680 sted ned af hesten vidste han at her skulle
hans stamme slå sig ned.
Vi kan kun bedømme
Asparoukh ud fra hans
bedrifter. Den unge chef og hans folk ønskede at
etablere den permanente og forenede stat som
Storbulgarien aldrig blev. Og her syd for Donau, i
samarbejde med de slaviske stammer der allerede boede i
området, lykkedes det for dem. I det 10. århundrede
efterlod khazar regenten Joseph sig en opgørelse over
hvilke bulgarske stammer der var rejst med Asåatoukh og
denne liste godtgør at der var bulgarerne fra
Storbulgarien der var rejst med ham. Og Bulgarien var
således flyttet et pænt stykke sydpå.
Slavernes hærgen i
området i mere end et hundrede år havde banet vejen for
etableringen af en stat. Slaverne var en alvorlig
trussel for naboerne, det
Byzantiske Imperium, og de havde allerede opnået
at få etableret særke alliancer mellem de syv slaviske
stammer samt severianerne,
der boede mellem Donau og Balkan bjergene var de
stærkeste. De var med andre ord tæt på at danne en stat
allerede. Det sidste historiske skridt tog de sammen med
Asparoukhs bulgarere.
I slutningen af
670’erne lavede Asparoukh en
alliance med slaverne om at gå i krig mod
Byzans. I
680 slog han og hans tropper den byzantinske hær og
flyttede Bulgariens grænser sydpå til Balkan bjergene.
Derefter grundlagde han staten af slavere og bulgarere,
bundet sammen af alliancen mellem de syv slaviske
stammer, severianerne og
hans egne bulgarere.
I 681 invaderede
Asparoukh
Trakien, bemægtigede
sig forter og byer. Byzantinerne kunne ikke stoppe ham
og kejser Konstantin IV Pogonatus
blev tvunget til at bede om fred og at anerkende den nye
stat, hvis hovedstad Pliska
han kom til at betale årlige bidrag til.
Asparoukh
indså viseligt at den nye stat som var en alliance
mellem forskellige stammer, ikke kunne etableres et
hundrede procent over en nat, men at opbygningen ville
tage århundreder. Slaverne og bulgarerne beholdt deres
respektive regeringer og territoriale selvstyre. Flere
historiske kilder fra slutningen af det 7. århundrede og
frem til det 10. århundrede, nævner da også Bulgarien
som Slav-Bulgar staten.
Asparoukh
var leder af de udenrigspolitiske forretninger og
hærfører i krigstider. Slaverne forsvarede den
nordvestlige grænse op mod Karpaterne mod gentagne
angreb fra Avarerne. Mod øst
dannede Sortehavet en naturlig grænse.
Bulgarern forsvarede den
nordlige grænse mod invasioner fra
khazarerne, langt fra Danube.
Den sydlige grænse i Balkan bjergen
helt over til floden Timok
blev forsvaret af bulgarer og slavere i fællesskab.
Trakerne som havde beboet
dette område før den bulgarske og slaviske invasion blev
opslugt i samfundet.
Asparoukh
var en modig leder, som besad evner som politiker,
statsmand, diplomat og kriger. Tiden lærte ham
færdigheder som meget få ledere på hans tid besad. På en
tid hvor regenter banede deres vej ind i fremtiden ved
hjælp af sværdet, rakte han hånende ud mod slaverne og
tilbød dem fred, et træk der viste sig vitalt for
overlevelsen af den nye stat.
Den nye stats hurtige
sejr er et tegn på at det faktum at bulgarerne og
slaverne slog sig sammen gjorde dem meget mindre
sårbare. Asparoukh vågede
nøje over alliancen og straffede enhver overtrædelse af
bestemmelserne hårdt. Som en utrættelig bygherre og en
retfærdig forligsmand var han den perfekte leder for den
fremspirende stat på et tidspunkt hvor kun Gud kunne
vide om en fredelig konstruktion eller en stor militær
kraft ville have været en bedre garanti for overlevelse.
Det nye Bulgariens første leder døde i år 700 under et
slag i forsvaret af sit land.
