Bulgariens omvendelse til kristendom blev hovedsageligt foranlediget af eksterne begivenheder. Endnu en forfejlet krig mod Byzants i efteråret 863 tvang Boris I til at indgå en fredsaftale, hvor Bulgarien genvandt kontrollen over Zagora regioen i Trakien med undtagelse af borgene ved sortehavskysten, til gengæld mod at Bulgarien ophævede alliancen med tyskerne og, som det vigtigste, at bulgarerne gik over til kristendommen.

Bori troede allerede på at tidens kultur gik hånd i hånd med kristendommen. Det var ikke blodige sværd og aggressivitet der skulle ligestille Bulgarien med det kulturelle Europa, men den nye tro. Han tænkte at kristendommen var den rette vej imod åndelig oplysning af hans undersåtter. Historien beviser at Boris blev bekendt med Kyril og Metodis arbejde med det slaviske alfabet så tidligt som i 881-882. På vej til Konstantinopel mødtes Metodi og hans disciple med Boris, og Metodi udtalte ofte sin begejstring for Boris, som han havde gjort til sin discipel, kan man læse i et dokument fra den tid.

Boris’ lyst til at indføre slavisk liturgi og hans beslutning om at støtte udviklingen af det slaviske alfabet, gjorde at han gerne så at folk som Kyril og Metodi og deres tilhængere slog sig ned i Bulgarien. Med hjælp fra Boris, startede to af Kyril og Metodis disciple, Clement og Naum to uddannelsescentre, et i Pliske og et i Kutmichevitsa (Makedonien).

Efter indførelse af kristendommen som statsreligion, blev det slaviske alfabet omdrejningspunktet i den kulturelle udvikling. Det glagolitisk alfabet (det ældste slaviske alfabet) som Kyril og Metodis disciple havde bragt med sig blev udviklet til det kyrilliske – opkaldt efter Kyril. Alfabetet gave mulighed for at udvikle det oldbulgarske (eller oldslaviske kirkesprog), som på det tidspunkt blev brugt af andre slavere og Bulgarien blev det første center for slaviske bogstaver og kultur.

Boris var en ivrig forkæmper for en selvstændig bulgarsk kirke. Både de romerske katolske og de byzantinske ortodokse, var ivrige efter at få indflydelse på den bulgarske kirke. Boris søgte efter et kompromis mellem patriarken i Konstantinopel og pave Nicolas !. Han sendte en speciel delegation til paven med en liste på 115 spørgsmål og fik som svar de berømte 106 svar om kernen af religion, love, politik, skikke og personlig tro. Både byzantinske præster og katolske biskopper rejste rundt i landet og døbte og velsignede folk. Boris høstede frugterne af hans klogskab og tålmodighed i 870, hvor den bulgarske kirke fik selvstyre af den byzantinske kirke.

I 889 abdicerede Boris og trak sig tilbage til et kloster, man han havde fortsat en hånd i statens affærer. Han skred ind overfor sin egen søn, Vladimir da han forsøgte at genindføre hedenskaben. Vladimir blev afsat og blev efterfulgt af Boris’ anden søn Simeon som skulle fortsætte sin fars arbejde. Boris kunne nu dø i fred. Konstantin af Preslav skrev senere om ham: ”Han ønskede ikke kun at se med sine øjne, men med sjælens øjne, så han kunne opnå indsigt i tingenes sande væsen.”