Til gengæld var han protektor for kunstnere og forfattere, på hans bestilling opførtes mange kirker og klostre. Når det kom til det intellektuelle var han på højde med Simeon den store. Han fulgte nøje med i konflikterne mellem de forskellige religiøse skoler. Han stod for etableringen af et uddannelsescenter i Turnovo, som sammen med klostrene blev brændpunktet for de litterære aktiviteter fra nogle af de mest betydningsfulde lærde mænd på den tid. Håndværkere og kunstnere portrætterede tsaren overalt.
Ivan Alexander kunne intet stille op med bojarernes ønske om uafhængighed af deres områder. Dobroudja var tæt på at løsrive sig, despoterne i det sydvestlige hjørne sloges indbyrdes. Med sin fars velsignelse blev Ivan Sratsimir, Ivan Alexanders søn fra første ægteskab, kronet som tsar i Vidin. Der var ingen store og stærke byer som kunne supportere tsaren imod de eksterne fjender og imod de interne stridigheder. De fortsatte interne kampe og krigene mod byzantinerne udmarvede staten. I den opdelte og forfaldne stat svandt tsarens magt ind.
På det tidspunkt dukkede truslen fra en halvmåne op over Bulgarien og Balkan. Det tog tyrkerne et pinefuldt årti at fuldføre invasionen af Balkan. Bulgarerne blev de første vidner til de vantros slagterier. I 1352 tog indtrængerne fortet Zimpe og fik derved en vigtig forpost på det europæiske kontinent. Samme år hærgede or raserede de osmanniske horder det sydøstlige Bulgaien, men tsar Ivan Alexander kunne ikke stille op med et ordentligt forsvar. To år senere vendte de tilbage og hærgede landet igen og Ivan Alexanders søn, Mihail Assen blev dræbt i en kamp.
Hvert år krydsede Ivans Alexanders mænd nu klinger med tyrkerne. I begyndelsen drejede plyndringerne sig næsten udelukkende om de byzantinske byer, og der var kun sjældent deciderede sammenstød med den bulgarske hær. Tsaren prøvede deperat at afværge truslen ved at indgå kortlivede alliancer og ved forsigtigt diplomati.
I 1335 blev kejser Andronicus V Paleologus’ søn forlovet med tsarens datter Keratsa. I trolovelseserklæringen som var udfærdiget af patriarkatet stod der bla. At den ville være en fordel for de kristne, bulgarerene og byzantinerne, samt en ulempe for de vantro, tyrkerne. Men alliancen mellem de to lande var hverken holdbar eller stærk nok til fjerne truslen fra Sultan Murads tropper. I 1364 førte århundreders fjendskab mellem dem til et nyt sammenstød. Imens var Byzants ved at kollapse under tyrkernes pres. Bulgarien stod næst på listen, som den eneste forhindring på tyrkernes vej til at besætte Europa.
Imod den farligste og mest destruktive kraft i middelalderen kunne Ivan Alexander ikke stille meget op, landet var splittet af interne stridigheder. Hverken han eller nabolandenes kristne regenter indså i tide vigtigheden af at stå sammen mod den fælles fjende. Regenter på Balkan var for egoistiske og kortsynede til at forene sig mod de vantro.
Derfor kunne den energiske sultan Murad nemt erobre Trakien, En midlertidig aftale med Ivan Alexander udsatte kun det uundgåelige. Og så gik ungarerne ind i det nordvestlige Bulgarien. Tsar Ivan Alexanders død tidligt i 1371 syntes at varsle slutningen på det andet bulgarske kongedømme.
