Der var på ingen måde tale om at bulgarerne blev slaver af tyrkerne, det var en ligeværdig aftale med fuld respekt for individet. Ingen af de bulgarske stammeledere blev dræbt eller fordrevet. De fortsatte med at regere deres egen stammer. Og for første gang ser man et sammenhold mellem de bulgarske stammer. Godt nok havde khanatet kun en leder, men imperietet var opdelt i 8 mere eller mindre uafhængige regioner der hver især blev ledet af en guvernør udvalgt blandt de lokale folk.  For eksempel blev den ene region ledet af guvernøren Gostun, som tilhørte de bulgarske khaner. Så tidligt som i 581, som en konsekvens af interne stridigheder om retten til troen, blev kanatet delt i to, et østligt og et vestligt. Bulgarerne som befandt sig i den vestlige del, havde sandsynligvis været, eller var blevet de talrigeste og deres ledere valgte at slås for at beholde magten.

Kubrat indså at bulgarerne var nødt til at samarbejde for at kunne stoppe de tiltagende barbariske angreb på deres liv. I år 632 forenedes de bulgarske stammer således under Kubrat og de løsrev sig fra kanatet og dannede deres egen stat. Med stor forudseenhed, tålmodighed og en sand statsmands vilje, lagde han fundamentet til en militærisk og stammemæssig alliance. Kubrat etablerede en prototype på en middelalderstat, der forenede slægtskabernes og stammechefernes ambitioner i en indviklet men historisk set retfærdig gruppe, og skabte derved gode forhold for udvikling og vækst. Byzantinske krønikeskrivere nævner faktisk en stat på det tidspunkt, de kalder den endda stor. . Hovedstaden Phanagoria lå på halvøen Taman. De har åbenbart studeret landet i nogen tid, for de nævner alle karakteristika for en stat, grænser, territorium, økonomi, statsstruktur, et uafhængigt centraliseret styre og lovgivning. Alt dette adskilte landet fra de stamme alliancer der samledes midlertidigt for at rasere og plyndre nogle af Byzantiums provinser. Det er meget ærgerligt at de historiske kilder er så knappe om den første leder af Bulgarien som et samlet land.

Den tidligste bulgarske krønike, medlemslisten for de bulgarske tsarer (khaner), fortæller os at Kubrat eller Kurt kom fra Dubo klanen, en del af Unogonduri stammen. Den byzantinske patriark Nicephorus, som levede et hundrede år senere, skriver i sin krønike at han var nevø af Organa. Og hvem var så Organa, uden tvivl en mand med stor indflydelse siden han er nævnt her, desværre står der ikke hvorfor han er nævnt. Men det ville være logisk at tænke at han var en vigtig mand i den vestlige del af det tyrkiske kanat der omfattede de bulgarske stammer.

Man kender ikke Kubrats fødselstidspunkt. En anden byzantinsk forfatter fortæller os at han som barn blev sendt til Konstantinopel, men ikke hvorfor. Men der blev han døbt som kristen. Når man sammenligner de meget sparsomme oplysninger om den tid, kan vi se at Kubrat har boet i Konstantinopel i årene 610 til 632. Hvis man tænker over hvorfor han mon blev sendt så langt væk hjemmefra, så ser der kun ud til at være to logiske forklaringer. Enten blev han taget som gidsel eller også skulle han tage en uddannelse. Men Kubrat var vel ikke et gidsel, når de bulgarske stammer endnu ikke havde slået sig sammen og derfor næppe kunne ligge i krig med Byzans. Hvis byzantinerne havde været i en position hvor de kunne forlange gidsler fra det tyrkiske kanat havde de vel også bedt om regentens søn og ikke Kubrat. Dette føre os så til konklusionen at det var Kubrats berømte onkel der havde sendt ham der for at studere.

To og tyve års ophold i Konstantinopel, den tids europæiske civilisations hovedstad, kan være blevet oplevet på forskellige måder. For eksempel må det have været nemt at lade sig opsluge i det lykkelige og bekymringsløse liv på de kendte værtshuse, fyldte af fjantede tøser hvoraf de fleste kom fra aristokratiske familier.

På den anden side var byen hjemsted for rige biblioteker, antikke arvestykker og kultur, såvel som de moralske og æstetiske kristne værdier – alt sammen en del af en langvarig tradition for det store imperium der var hverken var blevet bøjet eller rystet under barbarernes vildskab.

På trods af at vi mangler informationer, må vi antage at Kubrat fik en omfattende uddannelse der omfattede både kulturelle og statslige emner. Faktisk er han den af de bulgarske regenter der har været længst tid i udlandet for at studere, hvilke nogle glemmer når de nævner både Simeons og Kaboyans udlandsophold.

De romanforfattere og film-forfattere der ofte har nævnt tsar Kubrat som en primitiv steppe stammeleder, med filtet hår og med grove uciviliserede manerer, må nok revidere deres opfattelse af den første bulgarske konge, som åbenbart var en af de bedst uddannede mænd i Europa på det tidspunkt. Hans liv og levned er det mest sigende vidnesbyrd, og understøtter fuldstændig vores antagelser. Eftertiden er imponeret over Kubrats indsigt, kun et statssystem som lignede det byzantinske ville være i stand til at forene de bulgarske stammer. Kubrat sluttede fred med det Byzantinske Imperium og blev udnævnt til patricier, en stor ære, af Kejser Heraclius. Med titlen, der blev fulgt af generøse gaver, håbede regenten at kunne opretholde fred med det mægtige Bulgarien på hans side. De fredelige forbindelser til Bynzans gjorde det muligt for bulgarerne at forsvare sig imod de indtrængende khazarer.

Ifølge legenden bad Khan Kubrat sine sønner om at brække et par knipper af grene fra en vinplante. Ingen af dem havde dog den store succes. Så Kubrat tog knipperne fra dem og brækkede grenene én efter én med sine gamle skrøbelige hænder. Moralen var klart, at så længe Bulgarien og dets ledere stod sammen, ville Bulgarien være uovervindelig. Hvis blot en enkelt svigtede og skilte sig ud fra sammenholdet ville resten blive udryddet én efter én, med Bulgariens fald til følge. Men da Kubrat døde gik sønnerne alligevel hver deres vej og det havde nær ødelagt landet.

Den førstefødte søn Batbayan (Bayan), blev boende på fødeegnen, der dog snart blev undertrykt af khazarerne. Den anden søn, Kotrag grundlage en stat ved Volga floden, som faktisk eksisterede helt frem til det 13. århundrede. Kuber førte en flok bulgarere til Makedonien og bosatte sig der. Altsek og hans gruppe slog sig ned i Italien.

Den femte søn, Asparukh var udset til at fortsætte faderens arbejde. Han førte bulgarerne vestpå til Donaus delta hvor han lagde grundstenen til det Bulgarien som kom til at bestå det næsten 13 århundreder. Asparukh (eller Isperikh) fuldførte således sin faders ønsker.

Læs mere om Kubrat og Storbulgarien her