I 913 blev hans banner
udrullet foran portene i
Konstantinopel. I det
kejserlige palads modtog han
patriarkens velsignelse og
titlen Tsar af Bulgarien.
Kort tid efter prøvede
byzantinerne at indgå en
alliance med
Pechenegerne og
serberne imod Bulgarien.
Rasende indtog Simeon
Adrianople. Efter at
have
lokket den serbiske
konge og
Pechenegernes leder
over på sin side, udkæmpede
Simeon et blodigt slag ved
floden
Achebi, mellem
Anchialo og
Messembria (Nesebar).
Imperiets hær led et
knusende nederlag.
Byzantinerne måtte flygte
over hoved og hals og mange
blev trampet ihjel eller
mødte døden for deres
fjenders hånd under den
paniske retræte..
Sejren puttede yderligere
benzin på
Simeons
bål, hans drøm om at blive
konge over bulgarerne og
byzantinerne. Han kaldte
pralende sig selv for:
Simeon, ved guds vilje konge
af bulgarerne og
byzantinerne. Besat af hans
ønsker om at dominere,
marcherede han imod
Byzants
byer og landsbyer, jævnede
dem med jorden og han
udgjorde en reel trussel mod
det byzantinske imperium. I
det ambitiøse forsøg på at
komme til at sidde på
imperiets kejsertrone, søgte
han at indgå en alliance med
araberne, han forhandlede
med kejseren, patriarken og
paven. Han luftede sin vrede
overfor den serbiske pris,
som efter en kort krig blev
tvunget til at overgive en
del af hans territorium til
Bulgarien. Selv et nederlag
mod kroaterne kunne ikke
tage modet fra Simeon. Men
midt i forberedelserne på
det sidste og afgørende
angreb på Konstantinopel
døde Simeon at et hjerteslag
d. 27. maj 917.
De uophørlige krige ført af
Simeon, ændrede Bulgarien
til den mest magtfulde
slaviske stat i Europa. På
den kulturelle side skete
der i både
Preslav
og
Ohrid, en
opblomstring af et format
der var uhørt på den tid.
Nyopførte paladser og kirker
prydede hovedstaden som
samtidige kaldte Store
Preslav.
De berømte
Preslav
kakler stammer fra den tid.
Den højtuddannede regent,
måske den bedst uddannede
regent i Europa på det
tidspunkt, blev protektor
for kunst og breve. Under
hans protektion voksede den
kreative ånd under
indflydelse fra den
kulturelle arv i nabolandet
Byzants.
Denne opblomstring af den
bulgarske kultur blev kendt
som guldalderen.
Simeon selv var tæt
involveret i den litterære
kreds’ aktiviteter i
Preslav.
Kredsens fremstående
medlemmer oversatte de
bedste byzantinske teologers
værker. Diverse skrifter
hvis oprindelse er tvivlsom
og som ikke anerkendes som
ægte, om bibelske historier
var meget udbredte. De
litterære skrifter vandt
udbredelse i andre slaviske
områder. En af de mest
aktive var munken
Hrabr,
som man har mistænkt for at
være Simeon selv.
Oldbulgarsk blev et
anerkendt sprog og
medvirkede til nationens
overlevelse, og til
udbredelsen af kendskabet
til tsar Simeon, som med
rette fik tilnavnet den
store.
