|
 |
| Støt et barn
i Bulgarien! |
| |
Velkommen til
wonderland Bulgarien
|
Bulgariens historie:
Fødslen
af Storbulgarien |
|
Det 7. århundrede |
| Ifølge
byzantinske krønikeskrivere, ophørte Bulgariens tid som vasalstat i år 632,
da Khan Kubrat (Кубрат)
(også kaldet Kurt) udnævnte sig selv til uafhængig leder af det nye Bulgarien.
Stort set alle stammerne i regionerne omkring Sorte Havet og det Kaspiske
Hav tilsluttede sig den nye stat, som var andet og mere end en militær
alliance mellem stammerne, idet grænserne var nøjagtigt definerede, der var
fælles administration, fælles love og fælles udenrigspolitik. Det første
Bulgarien lå således nordligere end det nuværende.
Den nye stat blev accepteret af
Byzantinerne, der refererede til landet som Bulgarien eller Storbulgarien.
Og det var ikke tilfældigt at de individuelle stammenavne forsvinder fra
krønikerne og at man fremover kaldte folkene for bulgarere.
Der er ingen tegn på at tyrkerne forsøgte
at modsætte sig Bulgariens selvstændighed, de havde åbenbart ikke militær
kapacitet til at gøre noget ved det. Hovedstaden hed formodentlig Phanagoria
og lå ved kysten af Azov Sea. |
 |
|
Khan Kubrat havde tilegnet sig stor viden om
statsadministration i Byzants og prøvede helt klart at etablere et
perfekt arbejdende administrationsapparat, i overensstemmelse med de lokale
skikke. Han var enehersker, han havde det afgørende ord, og regerede i
samråd med et råd af særligt udvalgte som kaldte sig stor-boyls. Hans
stedfortræder, hvis titel var kavkhan, fungerede som chef for
administrationen og tredjemanden, hvis titel var lchirguboyl var begge højt
rangerede officerer i både hæren og administrationen og de var ledere af
store hære, specielt i krigstider. Praktikken med at kombinere
administrative og militære opgaver fungerede langt ned i rækkerne. |
|
Desværre indeholder de gamle skrifter ikke
mange oplysninger om den nationale og internationale politik i Bulgarien i
Khan Kubrats regeringstid. Som født og opvokset i Byzants,
døbt som Kristen og kendt som en personlig ven af den byzantinske kejser Heraclius,
lykkedes det ham at bevare fredelige relationer med det Byzants i hele hans regeringstid. I år 635 blev disse relationer
forstærket ved underskrivelsen af en aftale mellem de to lande. Aftalen
indeholdt bl.a. en indirekte anerkendelse af Bulgariens
eksistensberettigelse. Da Heraclius døde i år 642, forsvarede Khan Kubrat
hans enkes kamp for at beholde tronen. |
 |
|
Dette var formodentlig begyndelsen på
den alvorlige konflikt med Khazarerne, der senere blussede op og
nødvendiggjorde at Bulgariens hovedstad flyttede til området syd for Donau.
Krigen mod Khazarerne var den anden store
krig i Khan Kubrats regeringstid. De andre folkeslag i området var for løst
organiserede til at udgøre nogen alvorlig trussel. Khazarerne løsrev sig fra
det byzantinske rige, og etablerede en ny stat nord for det Kaspiske hav og
de ønskede herredømmet over hele Storbulgarien. Men de blev slået effektivt,
i hvert fald så længe Khan Kubrat levede.
Et nærstudie af en middelalderlige legende
fortæller os lidt om bulgarernes mening om den lange krig mod Khazarerne.
Ifølge legenden bad Khan Kubrat sine sønner om at brække et par knipper af
grene fra en vinplante. Ingen af dem havde dog den store succes. Så Kubrat
tog knipperne fra dem og brækkede grenene én efter én med sine gamle
skrøbelige hænder. Moralen var klart, at så længe Bulgarien og dets ledere
stod sammen, ville Bulgarien være uovervindelig. Hvis blot en enkelt
svigtede og skilte sig ud fra sammenholdet ville resten blive udryddet én
efter én, med Bulgariens fald til følge.
|
| Når Kubrat ville have sine sønner til at
forstå dette, var det måske fordi han havde seriøse bekymringer omkring
bulgarernes holdning til regeringsmagten og den lange krig. Og det viste sig
at han havde ret i sin tvivl. De mange succesfulde slag hvor Khazarerne blev
slået tilbage gang på gang, var dyre – både økonomisk og menneskeligt. Det
bulgarske land var fladt mange steder og tilbød ingen naturlige gemmesteder
imod Khazarernes kavaleri. Måske blev flere hundrede landsbyer, deres
afgrøder og dyr ødelagt før de bulgarske tropper kunne finde, overrumple og
eventuelt ødelægge de indtrængende ryttere. |
 |
 |
|
|
Udviklingen efter Khan Kubrats død
indikerer at en del af bulgarerne, eller rettere deres politiske ledere,
insisterede på at Bulgarien var defineret udelukkende ved de eksisterende
landbesiddelser. Dette var egentlig også Khan Kubrats holdning men hans
overlegne magt og prestige havde forhindret hans modstandere i at gøre
oprør. De fleste bulgarere forstod at de boede på et vigtigt knudepunkt for
handelsvejene der forbandt Europa med Asien, så selv om det ville lykkes for
bulgarerne at få stoppet Khazarernes mange angreb ville der snart komme
andre aggressive indtrængere til. Denne forståelse af, at deres mulighed for
at beholde disse landområder for dem selv var lille, førte til at en del af
bulgarerne nu ønskede at tilegne sig nye landområder, der havde et bedre
klima og som tilbød en bedre naturlig beskyttelse af indbyggerne. Men
uenighederne stoppede ikke her, for nogle var det vigtigt at de nye områder
lå lidt væk fra handelsruterne, for andre var jordens beskaffenhed det
vigtigste.
Efter Khan Kubrats død i år 651, drog en
stor flok således mod nord og grundlage en ny stat ved Volga’s øvre løb, men
andre drog sydpå, krydsede Donau og flyttede Bulgariens hovedstad hertil.
|
|
KHAN
KUBRAT'S GRAV
|
|
Man har længe troet at Khan Kubrat døde i
Phanagoria, der lå ved den nordlige ende af Sorte Havet. Men tyske forskere
er nu overbeviste om at han døde adskillige hundrede kilometer længere
nordpå, på det nuværende Ukraine’s stepper.
I
sommeren 1912 legede nogle hyrdedrenge fra landsbyen Maloe Pereshchepino, 13
km fra byen Poltava i Ukraine ved den lille flod Vorskla. Pludselig faldt en
af drengene ned i et hul i sandet, og han sad fast op til brystet. Da de
kiggede nærmere efter forstod de at han var faldet ned i et stort guldkar.
|
 |
|
Bønderne samlede andre værdifulde objekter, over 20 kilo guld og 50 kilo
sølv redskaber m.m. Den
begravede lå en i trækiste smykket med 250 guldplader, der hver målte 6,5 x
5,5 cm. Man fandt 20 sølvredskaber, 17 guldredskaber, våben indlagt med
kostbare metaller, et guldhorn og en guldske (symboler på magt), 69
guldmønter, et guldspænde med en vægt på over 400 gram, guld ringe og meget
andet lagt omkring den afdøde.
Der var tale om perfekte spisekar, mange smykker og rigt ornamenterede
våben. Dette store antal,
yderst værdifulde guld og sølvgenstande vidnede om der her var tale om en
meget mere indflydelsesrig person end en almindelig stamme eller klanleder.
Rigdommene var også for store til at det kunne have været en leder af en
flok barbarer. Politi
og arkæologer ankom fra Kiev og hentede de dyrebare fund, som blev ført til
det største russiske museum, The Hermitage (Eremitage-museet) i Sankt
Petersborg.
Fundet blev
anledning til mange spørgsmål. Først skulle man forsøge at datere tingene,
hvilket viste sig at være relativt nemt, idet genstandende var typiske for
det 7. århundrede. |
 |
|
Dateringen blev bekræftet af byzantinske
mønter, der gav en værdifuld
ledetråd, i det de nyeste af dem bar billedet af den byzantinske hersker
Konstantin II og var dateret i år 647. Dette beviste at begravelsen havde
fundet sted senere. Samtidigt gav flere af effekterne, bl.a. de keramiske
krukker, en udtryk for at der var tale om en kristen mand. |
|
Men det næste spørgsmål var straks sværere for hvilket folk tilhørte disse
skatte? Der var både byzantinske, persiske og barbariske
genstande. Man kunne fastslå at genstandene var samlet gennem flere
århundreder, enten som gaver fra andre regenter, som krigsudbytter eller ved
at handle med andre folkeslag. Det var åbenlyst at skattene ikke var
begravet tilfældigt, at de måtte stamme fra en vigtigt persons grav. Det
måtte altså være en bulgarsk skat man havde fundet, idet bulgarerne herskede
over de ukrainske stepper på det tidspunkt. |
 |
| Så
kom det næste spørgsmål. Hvilken mægtig regent kunne der være tale om?
Løsningen på dette spørgsmål fandt den tyske forsker Prof. Joachim Werner.
Han studerede alt tilgængeligt materiale og konkluderede at der kun kunne
være tale om Bulgariens Khan Kubrat, idet der bl.a. blev fundet tre ringe
med hans initialer, og to
forskellige inskriptioner /monogrammer på to af ringene fra graven, gav et
vigtigt budskab. På den ene stod der Khubratu og på den anden Khubratu
Patrichiu
"Chouvr(a)Tou patr(i)k(iou)" ("a honorable Byzantine patrician.") der
tydeligt indikerer den status som Patricier som han blev tildelt i Byzants.
|
 |
|
Disse fakta fører til
konklusionen at Khan Kubrat var den eneste, af alle de mange klan- eller
stammeledere på dette tidspunkt, der kunne ligge begravet med disse store
rigdomme og kristne symboler.
I 1983 blev denne
formodning bekræftet. Så var der altså ikke
længere tvivl om at den grav de russiske arkæologer havde fundet i 1912, var
Khan Kubrats sidste hvilested.
Antikke kilder fortæller at kejser Heraclius udnævnte Kubrat til Patricier,
som er den højeste titel i Byzants næst efter kejseren. Dette konfirmeres
ydermere af et massivt patricier guldspænde med en vægt på mere end 400
gram.
I
graven var lagt to værdifulde sæt på hver tolv massive gulddrikkebægre og en
guldvinkande, som han har brugt til gæstebud.
|
 |
|
Derudover fandt man hans mest værdifulde klædedragter, og forskellige
smykker og ornamenter, brocher, halskæder, spænder og bælteudsmykninger. |
| Blandt de mest imponerende
genstande var et sværd lavet af guld med indlagte smykkestene, sandsynligvis
en gave fra hans ven, Byzants kejser Heraclius.
Fundet af disse skatte er ikke et helt almindeligt fund, idet det har en
kæmpe historisk betydning som en uvurderlig kilde af information om landet
Bulgariens første år. |
 |
|
Det faktum at begravelsespladsen ligger i
den yderste nordlige ende af Storbulgarien, sætter desuden et lidt andet lys
på den sidste dage af Storbulgariens æra. Nu ved man at Khan Kubrat ikke
døde som en alderssvækket sygdomsramt mand, men som en mand i sin bedste
alder mellem 55 og 60 år. Det er logisk at slutte at han har førte sine
tropper an mod en flok indtrængende Khazarer. Og bulgarerne har helt klart
vundet slaget. Den specielt tilvirkede og meget dyre kiste samt de
overvældende offergaver viser at begravelsen har fundet sted i en fredelig
atmosfære.
Men hvordan døde Khan Kubrat så. Fik han
en forræderisk sygdom under marchen, faldt han i kamp, eller døde han senere
af sår han fik under kampen? Det ved vi desværre ikke, men det betyder ikke
så meget. For der er ingen tvivl om at han døde under bestræbelserne på at
forsvare Bulgarien. En ting forvirrer dog forskerne lidt. Hvorfor ligger han
ikke begravet i hovedstaden som alle andre store statsmænd? Og hvorfor er
gravhøjen rejst på selve den nordlige grænse? Noget tyder på at Khan Kubrat
selv har valgt dette sted før han døde. Han har vidst at Khazarerne ikke
ustraffet kunne røve hans gravhøj, for deres tro var netop tilbedelse af de
afdøde. Så selv som død valgte Khan Kubrat personligt at forsvare Bulgariens
grænser. Læs
om Bulgarien efter Khan Kubrat |
|
